Viralt20. marts 2023 (opd. 20. marts 2023)

Vigtigt budskab: 81-årige Kirsten har vild tatovering på brystet

En tatovering over brystet skal vise et vigtigt budskab for Kirsten Andersen fra Hadsten.
Kirsten Andersen har fået lavet en tatovering hen over brystet, hvor der står: "Vil ikke genoplives". 
Kirsten Andersen har fået lavet en tatovering hen over brystet, hvor der står: "Vil ikke genoplives".
 Foto: TV2 Østjylland

Kirsten Andersen fra Hadsten er en frisk dame på 81 år. Hun arbejder stadig, besteg Kilimanjaro for få år siden og renser selv sine tagrender.

Hendes værste mareridt er, at hun en dag falder om med et hjertestop eller en hjerneblødning, bliver genoplivet, men ikke længere er sig selv.

I sit køkken har hun derfor i mange år haft en seddel hængende, hvor der står, at hvis hun en dag falder om med hjertestop og bliver som en grøntsag eller dement, så skal familien skyde hende i brystet.

– Det ved jeg godt, man ikke må i Danmark, men så kan I skubbe mig ned i åen, det er der ingen der ser, siger Kirsten Andersen til TV2 Østjylland.

Prøver at forstå

Kirsten Andersen har besøg af sit barnebarn Emil Damborg. Han er fotograf på TV2 Østjylland og prøver at forstå sin mormors beslutning.

– Jeg er jo dit barnebarn, jeg vil gerne have dig så lang tid som muligt. For mig kan det være svært at forstå, du ikke vil genoplives, og man kan vel aldrig vide, om du vil få mén?

– Nej, men der er forskel på, om man er 40 eller 80 år. En 40-årig har livet foran sig, jeg har det bag mig. Det synes jeg, der er en stor forskel på, siger Kirsten Andersen.

Nu har hun gået skridtet videre. Hun har fået lavet en tatovering hen over brystet, hvor der står: "Vil ikke genoplives".

– Jeg har det budskab, at jeg synes, det ville være rart, hvis vi selv kunne bestemme over vores eget liv. Det synes jeg ikke, vi altid kan, siger Kirsten Andersen.

Emil Damborg er fotograf på TV 2 Østjylland. Og han har besøgt sin mormor, som vil tage et ret drastisk valg.
Emil Damborg er fotograf på TV 2 Østjylland. Og han har besøgt sin mormor, som vil tage et ret drastisk valg.
 Foto: TV 2 Østjylland

Kirsten Andersens tatovering får ikke en betydning, hvis hun en dag falder om på gaden. Man har altid pligt til at hjælpe, hvis en person falder om, og tatoveringen kan være lavet og senere fortrudt.

Derfor får hun også lavet et livstestamente, hvor der står, at hun ikke vil genoplives eller have livsforlængende behandling, hvis hun en dag bliver syg.

– Der er ikke noget menneske, som har levet evigt. Det er bare spørgsmålet om, hvordan du afslutter den sidste del af dit liv. Om det er værdigt, siger Kirsten Andersen og fortsætter.

– Jeg vil ikke ende og sidde som en grøntsag og ikke vide, hvem jeg er, eller ikke kan nogen ting.

Fordobling på få år

I de senere år har mange flere valgt at få lavet et livs-/behandlingstestamente. Der er sket over en fordobling på få år.

I 2019 havde 40.436 lavet et livs-/behandlingstestamente. Sidste år var det steget til 97.829 personer, viser tal, som Sundhedsdatastyrelsen har trukket for TV2 Østjylland.

Alligevel er der mange, som ikke får taget stilling og ikke får gjort noget ved det, selv om de har det ligesom Kirsten Andersen. Det fortæller overlæge og konsulent for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Ove Gaardboe.

– Jeg ved, der er mange ældre mennesker, som har den helt klare mening, at hvis de skulle falde om med hjertestop, så skal der ikke gøres noget. Så skal de have lov til at være døde, siger Ove Gaardboe til TV2 Østjylland.

Til efteråret bliver det nemmere at tage stilling, da der kommer en lov igennem, fortæller han.

I december 2020 indgik alle Folketingets partier en aftale om at lave en digital løsning til fravalg af genoplivningsforsøg.

– Det er 100 procent sikkert, at der til efteråret 2023 bliver vedtaget en ny lov, som giver alle over 60 år adgang til at gå ind på sundhed.dk med MitID og klikke af i en rubrik, at man ikke ønsker genoplivning ved hjertestop, siger han.

Derefter vil det stå i alle digitale sundhedssystemer, at man ikke ønsker at blive genoplivet.

– Så når du er gået i gang med at lave en genoplivning på fortovet, og man kommer frem til at have et sikkert CPR-nummer, så kan de på vagtcentralen sige til deres reddere, at de skal stoppe genoplivningsforsøget, siger Ove Gaardboe.

Sponsoreret indhold