Viralt28. marts 2023

Vanvittig video: Bil kører ind i løst dæk og slår kolbøtter midt på motorvejen

Amerikanske Anoop Khatra fangede en dramatisk scene på Ronald Reagan Freeway nær Los Angeles med sit bilkamera
En hel vanvittig ulykke udspillede sig i sidste uge på en motorvej ved Los Angeles i USA.
En hel vanvittig ulykke udspillede sig i sidste uge på en motorvej ved Los Angeles i USA.
 Foto: Twitter / @Anoop_Khatra

Det ligner en scene, der er som taget ud af en dramatisk actionfilm.

Men ikke desto mindre er videoen, som du kan se længere nede i artiklen, taget direkte ud af virkeligheden.

Mere præcist kørte amerikanske Anoop Khatra ifølge FOX 4 på Ronald Reagan Freeway ved Los Angeles i sin Tesla torsdag i sidste uge, da hans såkaldte dashcam forevigede et uhyggeligt uheld.

I det knap 30 sekunder lange klip vil en sort Kia overhale en sølvfarvet Chevy. Da den sorte bil er oppe på siden af Chevy'en river pickuptruckens venstre fordæk sig løs og rammer Kia'en.

Da begge biler kører i høj fart, rammer Kia'en det løse dæk med sådan en kraft, at den slår adskillige kolbøtter midt på motorvejen, inden den lander på hjulene, og det løse dæk igen triller hen og rammer den totalt smadrede Kia.

Selv om ulykken ser voldsom ud, fortæller Los Angeles Police Department til FOX 4, at ingen af de involverede i uheldet kom alvorligt til skade.

Til sidst i klippet kan man da også ane, at Kia'ens fører giver livstegn fra sig.

Anoop Khatra, der fik filmet hele ulykken med sit Tesla-dashcam, forsikrer på sin Twitter om, at føreren af Chevy'en ikke flygtede fra stedet.

Faktisk stoppede vedkommende op og løb på motorvejen for at sikre sig, at der ikke var sket noget alvorligt.

– De virkede meget oprigtige og undskyldende omkring alt, skriver han.

Anoop gør endda også reklame for sin Tesla, da bilens autopilot sørgede for, at han selv undveg det løse dæk, der forårsagede voldsomme skader på motorvejen.

Du kan se den vilde video herunder:

Sponsoreret indhold