Uhyggelig video: Her får tv-vært slagtilfælde på DIREKTE tv

Weekendens nyhedsudsendelse på KJRH Oklahoma tog en dramatisk drejning, da værten pludselig fik et slagtilfælde midt under sin direkte livesending.
Det skriver Mirror.
Julie Coin var godt i gang med at fortælle om NASAs aflyste Artemis-I-opsending, da hun pludseligt begyndte at mumle og havde svært ved at finde ordene. Desuden forsvandt synet på hendes ene øje, ligesom hendes hånd og arm blev følelsesløs.
– Jeg undskylder, men noget er galt med mig denne morgen, fortalte Julie Coin, før hun tilføjede:
– Og jeg undskylder lige over for alle. Lad os fortsætte og sende stafetten videre til meteorlog Annie Brown.
Efter udsendelsen blev Julie Coin tilset af læger, der kunne konstatere, at hun oplevede de første tegn på et slagtilfælde, mens hun var i gang med at læse nyheder på direkte tv. Hun kom heldigvis i hurtig behandling, og man formoder, at hun slipper uden mén.
Slagtilfælde
Slagtilfælde – også kaldet apopleksi eller stroke er betegnelsen for en blødning eller blodprop i hjernen
Symptomerne er ofte pludselig opstået halvsidig lammelse af krop eller ansigt, forstyrrelser af talen eller synsændringer. Nogle kan have påvirket bevidsthed eller svimmelhed og problemer med at styre kroppen
Ved symptomer på apopleksi skal der straks tages akut kontakt til ambulance (112) eller akut til læge.
Kilde: Sundhed.dk
Søndag kommenterede Julie Coin selv det dramatiske øjeblik på tv:
– Jeg vidste, at jeg var i store problemer, da min mund ikke ville sige ordene, der stod lige foran mig på teleprompteren.
– De sidste dage har været lidt af et mysterie for mig, men mine læger mener, at jeg havde de første tegn på et slagtilfælde, da jeg sendte tv søndag morgen.
– Nogle af jer oplevede det på egen hånd, og jeg er så ked af, at det skete. Det lod til at komme ud af det blå. Jeg havde det fint før showet, fortæller Julie Coin, der heldigvis er i bedring oven på den dramatiske oplevelse.
Du kan se videoen herunder: