Viralt14. juni 2023

Sebastian mødte grædende pige på gaden: Nu vil han bekæmpe mobning og ensomhed med splinternyt initiativ

23-årige Sebastian Segall fortalte om sit møde med en tydeligt berørt pige i et Facebook-opslag og sidenhen har telefonen ikke stoppet med at bippe
23-årige Sebastian Segall håbede på at hjælpe et par børn som føler sig ensomme med et arrangement på hans café. Facebook-opslaget er dog gået fuldstændig amok og nu vrimler det ind med både frivillige og deltagere.
23-årige Sebastian Segall håbede på at hjælpe et par børn som føler sig ensomme med et arrangement på hans café. Facebook-opslaget er dog gået fuldstændig amok og nu vrimler det ind med både frivillige og deltagere.
 Foto: Privat

- Jeg var forleden dag ude for en oplevelse, der sidenhen har påvirket mig mere end jeg ville tro.

Sådan indleder Sebastian Segall sit Facebook-opslag, hvor han fortæller om sin tur hjem fra supermarkedet sidste onsdag.

Her mødte han en pige på omkring 13 – 14 år som trak sin cykel, imens hun græd.

Han tog derfor kontakt til pigen, hvorefter hun brød fuldstændig sammen. Hun var blevet mobbet af sine klassekammerater til en sammenkomst og havde derfor forladt stedet.

Pigen og Sebastian havde herefter en længere snak, som sluttede med, at han fortalte, at hun i hvert fald havde en ny ven i ham, og at hun altid var velkommen til at komme forbi hans café til et spil Uno og en kakao.

En uge efter har han dog ikke glemt mødet med pigen, og derfor har han nu besluttet sig for at hjælpe andre børn i samme situation som pigen med cyklen.

Kakao, spil, hygge og nye venskaber

For hver onsdag fra den 21. juni åbner Sebastian Segall nu sin café, Café Segall’s ved Kongens Nytorv, for børn til et par timer med hygge, spil og lidt at drikke på caféens regning.

Her håber han, at børn som oplever ensomhed eller lignende kan komme forbi og skabe nye venskaber.

- Jeg vil tage initiativ og sætte dem sammen. Vi skal præsentere hinanden, hygge, spille en masse spil. Jeg håber, at de kommer herfra med nye venskaber, fortæller Sebastian Segall til SE og HØR og fortsætter:

- Forældrene er også mere end velkomne, men børnene skal være i fokus, og vi skal skabe nogle rammer for at de er trygge.

Planen var i første omgang, at han skulle have to ansatte og sig selv til at socialisere med børnene og gøre dem trygge. Men Facebook-opslaget er gået helt viralt, og derfor bliver det en større opgave end som så.

Den 1. juli har Sebastian Segall to års jubilæum med Café Segall's. Fødselsdagen fylder dog ikke meget her og nu, eftersom Sebastian har travlt med at starte et initiativ op, hvor børn som føler sin ensomme kan komme forbi hans café hver onsdag og skabe nye relationer.
Den 1. juli har Sebastian Segall to års jubilæum med Café Segall's. Fødselsdagen fylder dog ikke meget her og nu, eftersom Sebastian har travlt med at starte et initiativ op, hvor børn som føler sin ensomme kan komme forbi hans café hver onsdag og skabe nye relationer.
 Foto: Privat

Over 25.000 notifikationer

Opslaget er skrevet fra Sebastians private Facebook-profil og derfor var det også meningen, at opslaget i første omgang kom ud til hans venner og bekendte.

Men onsdag aften har opslaget på sin ottende time fået 28.000 likes, 2.5 tusind kommentarer og 28 tusind delinger.

Med andre ord er det gået helt amok. Især også for telefonen, da Sebastians telefonnummer er vedhæftet i opslaget.

- Det er stukket helt af. Jeg havde regnet med, at det ville komme ud til de nærmeste og der måske ville komme 10 børn. Jeg vil skyde på, at folk der har tilbudt hjælp med spil, kage osv. at der er 500 stykker. Jeg har over 25.000 notifikationer på min telefon, fortæller han til SE og HØR.

Derfor har han taget fri hele onsdagen for at kunne svare på alle beskeder. Både fra børn som gerne vil benytte sig af tilbuddet og af folk, som tilbyder frivilligt at hjælpe på den ene eller anden måde.

Og med en café, hvor pladsen ikke er uendelig, skal han nu se på, hvordan opgaven løses på den bedste måde. Især eftersom Sebastian i første omgang regnede med, at måske et par børn ville komme forbi arrangementet.

- Det handler om at lave det rigtige setup til at kunne styrke det her med at få ensomhed væk fra unge mennesker. Man er positiv over feedbacken, men også ked af, at så mange har brug for hjælp.

Intet reklamestunt

Caféejeren som snart har to års jubilæum understreger til SE og HØR, at han ikke har igangsat initiativet som et PR-stunt for caféen.

- Det er vigtigt for mig at pointere, at det ikke er skrevet på caféens vegne og som et PR-stunt. Jeg vil gerne have fokus på, at det er en oplevelse jeg har haft i min hverdag, og så må jeg bruge de midler jeg har. Derfor kan caféen bruges.

Og med en travl hverdag med tre gange fuldtidsarbejde havde Sebastian egentlig også forventet, at arrangementet ville give et par tusind kroners underskud hist og her.

Underskud som han gerne ville tage på sin kappe, hvis det betød, at bare et par børn kunne bruge onsdagsarrangementet til at få nye venner.

Der er dog sågar allerede personer som har sendt penge til Sebastians personlige MobilePay, og derfor har han oprettet en MobilePay-boks, hvor man kan være med til at minimere underskuddet.

Står det til caféejeren vil en kage eller spil til børnene eller sågar et par frivillige hænder være rigeligt med hjælp når konceptet starter fra den 21. juni.

Sponsoreret indhold