Privat parkeringsplads til salg i København: Pris: 895.000 kroner
At finde parkering i København er lidt som at finde en nål i en høstak. Eller som at finde vand i Sahara. Med andre ord er det nærmest umuligt.
Men nu kan du sikre dig evig plads til din dyt i hjertet af København.
Mæglerfirmaet home har nemlig en ”Privat garage med sublim placering” til salg, oplyses der på salgsopslaget.
Foruden en drømmeplads på Frederiksstaden på Store Kongensgade 90 har den private parkeringsplads også en elektrisk betjent åbning, ligesom den er helt klar til overtagelse.
Den har endda en perfekt størrelse til ”de fleste større biler”.
Desværre koster parkeringspladsen – ligesom alt andet i hjertet af København – penge. Du skal derfor hive 895.000 kroner op af lommen, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at blive den nye ejer. Desuden skal du forberede dig på en månedlig ejerudgift på lige knap 900 kroner.
Men så kan du altså også kalde dig ejer af Københavns – måske – bedste parkeringsplads.
Du kan læse endnu mere – og også byde på parkeringspladsen – her.