Par i chok: Finder død rotte i deres takeaway

Hvis du har en sart mave, så skal du nok ikke læse videre her.
I hvert fald har et amerikansk par delt en yderst klam historie om deres besøg hos en koreansk fastfood-restaurant i bydelen Manhattan, New York.
Det skriver TMZ.
Ifølge mediet hedder parret Jason Lee og Eunice Lucero Lee.
De påstår, at de for nylig var forbi restauranten ved navn Gammeeok for at hente lidt mad, men at de fandt et ekstra krydderi i deres suppe, da de kom hjem.
Der var nemlig angiveligt en død rotte i den.

Parret har delt både video og billeder af rotten på Instagram, hvor de samtidig skriver, at de både har valgt at sagsøge restauranten og anmelde dem til Fødevarestyrelsen.
TMZ har fået indsigt i retsdokumenterne i sagen, hvor der står, at Jason Lee og Eunice Lucero Lee købte maden søndag eftermiddag, og at de først opdagede rotten, efter de havde spist af retten.
Parret påstår, at de efterfølgende blev voldsomt syge og begyndte at kaste op i stride strømme.
Ifølge dem selv har de fået permanente fysiske skader, ligesom de er blevet traumatiseret af oplevelsen, og derfor kræver de altså nu erstatning.
Det vides ikke umiddelbart, hvor mange penge de kræver i erstatning.
TMZ har forsøgt at få en kommentar fra restauranten til historien, men de er ikke vendt tilbage på mediets henvendelser.
Myndighederne har dog siden bekræftet over for mediet, at de nu har lukket restauranten ned efter en grundig inspektion.