Nu er alle fire ofre identificeret: De ville bare fodre ænderne
Hele England er i chok og sorg efter søndagens ulykke, hvor fire drenge gik gennem isen på en frossen sø i Solihull. Alle fire er døde.
Nu har politiet i West Midland så valgt – i samarbejde med drengenes familier – at offentliggøre både deres navne og billeder af dem.
8-årige Finlay Butler samt hans lillebror Samuel, 6, døde i søndagens tragedie. Det samme gjorde drengenes fætter, der er identificeret som den 11-årige Thomas Stewart.
Også en 10-årig dreng ved navn Jack Johnson døde. Det er efterfølgende kommet frem, at Jack hastede ud på isen i et heltemodigt forsøg på at redde de tre drenge, der kort forinden var gået gennem isen.
Desværre lykkedes det ikke – og Jack faldt også i det iskolde vand og fik hjertestop.
Det er også nu kommet frem, hvorfor drengene overhoved befandt sig på isen. De ville efter sigende fodre ænderne, der holder til på søen. Desværre havde drengene ikke overvejet, om isen var sikker nok – og de faldt alle i det iskolde vand.
Talrige politi- og redningsfolk deltog i redningsaktionen, og også her indtraf heltemodige øjeblikke. Flere betjente risikerede således selv liv og legeme og kastede sig i vandet. I den forbindelse måtte en betjent behandles for hypotermi, da han blev voldsomt nedkølet.
Mandag aften blev der tændt lys for ofrene. Det samme sker på søndag, da borgerne i byen igen vil mindes de døde.