Viralt27. juni 2023

Norsk rektor gik viralt, da elev nægtede håndtryk: Nu har hun lagt sig fladt ned

- Vi bor i Norge, råbte en rektor fra Oslo, da hun blev nægtet hånden af en dimitterende student. Efterfølgende har skolen været nødt til at beklage efter videoen er gået viralt
Close-up of businessman and businesswoman handshaking. Partners signing important and profitable agreement, contract. Business meeting and negotiations concept
Genrefoto af et håndtryk
 Foto: Colourbox

Ligesom herhjemme har glade skoleelever i vores naboland Norge i løbet af den seneste uge fejret sig selv og deres nu afsluttende eksamener.

Torsdag foregik den traditionsrige uddeling af eksamensbeviser så på en ikke-navngivet skole i Oslo, som det er blevet beskrevet hos det norske Nettavisen.

Her var det en 10. klasse – som i Norge svarer til et ”ungdomstrinnet” i Grundskolen – der skulle modtage en lykønskning og et diplom fra deres lærere og rektor.

Sidstnævnte fik hjemmeoptagelserne til at gå viralt, da hun foldede sig gevaldigt ud, da en elev nægtede at give hende et håndtryk ved overrækkelsen.

– Folkens, vi bor i Norge, og sådan her skal det ikke være. Og til jer forældre også, vi bor i Norge, starter den kvindelige rektor, som derefter henvender sig direkte til eleven igen, og siger:

– Du kommer til at skulle arbejde sammen med norske kvinder, ellers vil du ikke kunne lykkes i Norge. Det her må du acceptere. Det må I forældre acceptere.

Du kommer til at skulle arbejde sammen med norske kvinder, ellers vil du ikke kunne lykkes i Norge. Det her må du acceptere. Det må I forældre acceptere.

Rektor på skole i Oslo 

Videoen af rektorens dundertale blev hurtigt en stor sag på først de sociale medier som TikTok og Twitter i Norge, men siden har den absolut også spredt sig til danske platforme.

En af de danske delinger er i skrivende stund oppe på over 73.000 visninger på Twitter.

Håndtryk eller ej

Ifølge Kristeligt Dagblad findes der i koranen ikke et direkte forbud mod at give folk af det modsatte køn hånden, og ifølgedebattør, forfatter og konvertit Aminah Tønnsen, skyldes modviljen ikke, at man opfatter kvinder som urene, men betragter det nærmere som en respektfuld gestus, at man ikke giver hånd.

Forklaringen skal, ifølge Aminah Tønnsen, i stedet findes i en række fortolkninger af koranen og den islamiske tradition, såkaldte Hadith-udsagn.

Men denne gestus tolkes altså i vestlige sammenhænge som uhøflige eller direkte fornærmende, hvilket har ledt til mange ophedede debatter om emnet i løbet af de seneste år. Også herhjemme.

Og selvfølgelig er kommentarsporerne under videoen delt i to. Der er dem, der synes, at rektoren har en pointe – og at alle burde kunne trykke hinandens hænder uanset køn. Og så er der dem, der mener, at man ikke kan tvinge nogen til den slags. Og at det er elevens valg.

"Haram"-råb fra publikum

Fredag var der allerede en udvikling i sagen om rektorens reaktion, da hun sendte en undskyldning ud til forældrene på skolen.

Det norske medie Nettavisen har siden fået aktindsigt i denne undskyldning, og her fremgår det, at den kvindelige rektor havde en klar opfattelse af, at ordene ”haram” blev råbt fra tilskuerne, før nogle af eleverne afviste hendes håndaftryk.

Haram er arabisk og betyder "forbudt". Det bruges i blandt andet i islam, som en religiøs rettesnor for hvad der er tilladt - kaldet halal - og det, som ikke er.

Lægger sig fladt ned

– De af jer, der var med, så, at der opstod en situation på scenen under diplomoverrækkelsen, som var ubehagelig både for os, der stod på scenen, og for jer, der var blandt publikum, lyder det fra hende.

I undskyldningen påstår rektoren desuden, at videoen er klippet og redigeret skarpt.

– Jeg har fået mange tilbagemeldinger og nogle reaktioner på min håndtering af den opståede situation i torsdags. Det forstår jeg godt. Det var for voldsomt og konfronterende. Vi ønsker, at diplomoverrækkelsen er en behagelig afslutning på ti års skolegang, og vi beklager, at hændelsen og min reaktion har påvirket afslutningen på denne årgangs skoletid, skriver hun i den meddelelse, som er sendt til alle forældrene.

Sponsoreret indhold