Nicolai kom hjem til et chok: Døren var låst, men min hund er væk!
Opdateret klokken 22.30
Efter SE og HØR har snakket med Nicolai, er Monty kommet hjem i god behold.
-Vi fandt ham i bygningens parkeringskælder, hvor en dør har smækket ham inde. HVordan han er kommet fra tredje sal med elevator, ned i kælderen og er blevet smækket inde aner vi simpelthen ikke, skriver Nicolai til SE og HØR og fortsætter:
Men vi er så lykkelieg for, at han har det godt og er ved os igen.
Et mystisk og frygteligt syn mødte Nicolai Berting Skrubbeltrang, da han tidligere i dag vendte hjem til lejligheden på Amager.
For hans elskede hund Monty var ingen steder at se. Nicolai har ingen idé om, hvor Monty er – eller hvordan hunden er forsvundet fra lejligheden på tredje sal.
For døren var låst, og vinduerne umulige at bryde op.
– Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Det er frygteligt, og jeg forstår det slet ikke, siger Nicolai til SE og HØR.
I morges var alt normalt i den nybyggede lejlighed på Strandlodsvej. Det var Nicolais mand Stefan, der luftede Monty, gav ham morgenmad, hvorefter han også tog på arbejde.
Men da Nicolai kom hjem omkring klokken 16 i dag, var Monty ingen steder at se. Hunden var som sunket i jorden.
– Først troede jeg, at Stefan var kommet tidligt hjem fra arbejde og var ude for at lufte ham. Men efter en halv times tid ringede jeg til dem for at høre, hvor de blev af, men så sagde han, ”hvad snakker du om, jeg er stadig sad på kontoret”. Og så begyndte alle tankerne, fortæller Nicolai.
Indledningsvis tænkte han, at Monty – der er syv år gammel og har lidt skavanker – måske lå død et sted i lejligheden.
– Men jeg har kigget overalt. Under sengen, i depotrummet og selv i alle skabene. Det lyder åndssvagt, men det har jeg gjort. Men han er der bare ikke, siger Nicolai.
Nicolai har også spurgt sin bedste ven, der har ekstranøglen, om han ved noget. Men heller ikke her gav det pote. Han har også kontaktet politiet, som også synes, det hele virker mærkeligt.
– Men der er ikke tegn på indbrud, og der er ikke taget andet. Laptop, værdigenstande og vores 7-stole er der ikke rørt ved. Men han kan jo ikke selv komme ud af lejligheden.
Mens SE og HØR taler med Nicolai i telefonen, er han stadig ude og lede efter sin elskede hund i området, for som Nicolai siger: Et sted må Monty jo være.
Han frygter dog, at nogen på en eller anden uforklarlig måde er kommet ind i lejligheden for netop at tage Monty. Han er nemlig en raceren Coton de Tulear, hvilket kan være noget, som nogle tyve går efter:
– Jeg er nok bange for, om nogen på en eller anden måde er kommet ind for at stjæle ham, men jeg synes også, det er mærkeligt, at de ikke har taget andet, siger Nicolai.
Han fortsætter dog med at lede, for Monty skal findes, som han siger.