Mysteriet om MH370: Ensom og deprimeret pilot tog alle med sig i døden

Dét der skulle have været en rutinemæssig flyvning mellem Kuala Lumpur og Beijing endte for ni år siden med at koste 239 mennesker livet – og blive en af historiens største mysterier.
Malaysia Airlines MH370 forsvandt 8. marts 2014 ud i den blå luft - og her over ni år senere er det stadig en gåde, hvad der præcist skete med flyet og de i alt 239 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.

Vi får formentlig aldrig den fulde sandhed at vide – men i 2019 luftede en førende luftfartsekspert sin teori: Han mener at have forklaringen på, hvorfor flyet forsvandt.
I en artikel hævder luftfartseksperten, at MH370 bevidst blev styret ud af kurs – og i havet – af kaptajnen i cockpittet. Hans motiv var angiveligt, at han var ensom og dybt deprimeret – og med sig i døden tog han de 238 andre om bord.
Det skriver The Atlantic, der bringer en længere artikel om det dødsdømte fly.
Alene og dybt deprimeret
Ifølge luftfartsekspert William Langewiesche havde kaptajn Zaharie Ahmad Shah så store mentale problemer, at han aldrig burde have siddet i cockpittet den skæbnesvangre dag i marts 2014.

Selv om han ejede to huse og havde to glade børn, lå hans liv i ruiner.
Hans kone havde forladt ham, og ifølge venner og kolleger – som eksperten har talt med – var Zaharie Ahmad Shah ofte alene, ensom og dybt deprimeret.
Han sad ofte blot og ventede på sin næste vagt og blev mere og mere indesluttet.
Derfor valgte han – ifølge eksperten – at gøre en ende på sit liv – og tage 238 andre med sig i døden.
Er du i krise?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
- Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Ekspertens teori er, at den 53-årige pilot – der havde været ansat i flyselskabet siden 1981 og havde 18.365 flyvetimers erfaring – overmandede den anden pilot i cockpittet, Fariq Hamid, hvorefter han sendte flyet ud på en regulær dødsrute.

Enten lod han flyet flyve formålsløst rundt over havet, indtil det løb tør for benzin, enten styrede han det direkte i havet i høj fart, eller også tvang han flyet så højt op, at der ville ske en pludselig dekompression i kabinen, så passagererne blev kvalt.
Lige meget hvad er det ifølge luftfartseksperten kaptajn Zaharie Ahmad Shah, der bærer skylden for flytragedien.
- Godnat Malaysia tre syv nul!
Alt tydede ellers på en rolig og fredelig tur, da MH370 lettede fra den malaysiske lufthavn klokken 00.41 natten til den 8. marts 2014. Flyet løftede sig gnidningsfrit fra startbanen og bevægede sig ind over Det Sydkinesiske Hav mellem Malaysia og Vietnam som planlagt.
Klokken 01.07 sendte det 12 år gamle fly sin sidste automatiske ACARS-melding, som er et elektronisk signal, der fortæller kontroltårnet, præcis hvor flyet befinder sig.

01.19 kom det sidste livstegn fra Boeing 777-flyet:
- Godnat Malaysia tre syv nul, lød meldingen fra kaptajn Zaharie Ahmad Shah og hans medpilot Fariq Abdul Hamid.
Meldingen var ganske normal og vækkede derfor ingen bekymring hos kontroltårnet i den vietnamesiske by Ho Chi Minh. Men bekymringen begyndte at spire blot to minutter senere.
Her svarede flyets piloter nemlig ikke på et opkald fra kontroltårnet.
Klokken 02.14 blev MH370 for sidste gang spottet af en malaysisk militær-radar. Her blev det 64 meter lange og 223 tons tunge fly set på vej vest over Malaccastrædet. Men altså stadig uden at flyet svarede på opkald fra kontroltårnet.
Observationerne fra den malaysiske militærradar viste tilmed, at flyet kort tid efter sin sidste hilsen foretog en skarp drejning mod vest. Flyet gik altså - ifølge eksperten - bevidst ud af kurs.

Den malaysiske radar fulgte flyet, indtil det fløj ud af dets rækkevidde klokken 02.22. Her befandt flyet sig et sted over havet mellem Banda Aceh i Indonesien og Phuket i Thailand.
Dette var den sidste sikre observation af Boeing 777-flyet.
Flyet var i luften klokken 08.19
En halv time senere meddelte Malaysia Airlines, at de havde mistet kontakt med flyet og de 239 personer om bord.
I de følgende fem timer var der omkring seks-syv automatiske kontakter, kendt som "håndtryk", mellem MH370 og et britisk satellitnetværk drevet af firmaet Inmarsat.

Disse "håndtryk" kan være svære at afkode og forstå, men de gav flere vigtige informationer om flyets mystiske forsvinden.
For det første viste "håndtrykkene", at MH370 var i luften klokken 08.19 - godt halvanden time efter, at flyet planmæssigt skulle være landet i Beijing.
For det andet viste "håndtrykkene", at flyet fulgte enten en nordlig kurs - som ville føre det mod Kasakhstan - eller en sydlig kurs, der ville bringe flyet over Det Indiske Ocean vest for Australien.

Men det var ikke muligt at komme i radiokontakt med flyet. Noget tydede altså på, at flyet bevidst blev styret ud af kurs.
Minister: Alle er døde
I timerne, dagene og månederne efter flyet forsvandt, indledte eftersøgere fra både Australien, Malaysia og Vietnam storstilede eftersøgninger i Det Indiske Ocean. Fly, ubåde og skibe finkæmmede uden held enorme områder, hvor flyet ifølge de sidste kendte observationer kunne tænkes at befinde sig.
24. marts 2014 – omkring tre uger efter flyet forsvandt – slog Malaysias premierminister Najib Razak fast, at flyet uden for 'enhver rimelig tvivl' var styrtet ned i Det Indiske Ocean, og at alle om bord var omkommet.

Men årsagen var stadig et mysterium. Og vi vil i dag – ni år senere – formentlig aldrig få den fulde sandhed at vide om flyets sidste timer.
Ifølge luftfartsekspert William Langewiesche er det kun kaptajn Zaharie Ahmad Shah, der ved hvad – og ikke mindst hvorfor – flyet styrtede ned: Det var nemlig en bevidst handling fra hans side.
Eksperten siger i artiklen:
- I Kuala Lumpur mødte jeg en af Zaharies mangeårige venner, også en 777-kaptajn. Han mener også, at Zaharie er skyldig, en konklusion han modstræbende var nået frem til. Han fortalte:
- ”Det giver ikke mening. Det er svært at forlige sig med, at det er den mand, jeg kender. Men det er en nødvendig konklusion".