Mor har aflyst familiens jul: Fik dyrlægeregning på 70.000 kroner
En britisk mor har set sig tvunget til at fortælle sine to børn, at ”julen er aflyst”, fordi familien er endt med en svimlende dyrlægeregning på 8.000 britiske pund – eller godt og vel 70.000 kroner.
Det skriver Metro.
Den triste historie tog sin begyndelse i efteråret, da familiens ældre Staffordshire Bull terrier ved navn Buddy blev mere og mere syg. Efter flere besøg ved flere dyrlæger kom den nedslående besked: Buddy havde knoglekræft, der især havde ramt hans ene ben.
Dyrlægen forklarede, at en behandling ville blive særdeles dyr, og at den ikke ville være nogen garanti for, at hunden ville overleve.
- Men jeg kunne ikke aflive ham, han er som et barn for mig, siger 29-årige Joely Eaton ifølge Metro.
Derfor har Buddy nu gennemgået et større behandlingsforløb, der har kostet familien 70.000 kroner. Buddy er heldigvis i bedring og kan måske leve halvandet år endnu, men den dyre omgang får alligevel konsekvenser for familien. Der er nemlig ikke råd til den vanlige julefest.
Og det betyder altså, at der ikke er råd til ”en almindelig jul” for familien. Joely har fortalt sine to sønner Ollie, 7, og Jaeden, 10, at julen bliver noget mere stille i år:
- Jeg har fortalt drengene, at julen ikke bliver lige så god som de andre år.
- Jeg er lidt afhængig af alle andre nu, og det føles ulækkert, fortæller moren.
Nu har hendes familie oprettet en GoFundMe-indsamling i håb om at skaffe nok penge til at dække dele af den enorme dyrlægeregning.