Viralt8. august 2023

Kvinde slog græs: Så blev hun angrebet af en slange og en ørn

En amerikansk kvinde var for nylig udsat for, hvad der af mange formentlig vil beskrives som en vaskeægte mareridt
Amerikanske Peggy Jones oplevede for nylig at blive angrebet simultant af en slange og ørn. Hun har det i dag fint, selv om oplevelsen stadig sidder i hende.
Amerikanske Peggy Jones oplevede for nylig at blive angrebet simultant af en slange og ørn. Hun har det i dag fint, selv om oplevelsen stadig sidder i hende.
 Foto: Twitter

Hvad er værre end at blive angrebet af en slange på jorden? Det er nemlig rigtig. At blive angrebet af en slange fra luften. Tilsæt hertil et styks kæmpe fugl i form af en ørn, og så har du et vaskeægte skrækscenarie.

Derudover har du også stakkels Peggy Jones frygtelige fortælling fra den 25. juli i år.

Her sad den 64-årige amerikanske kvinde på familiens havetraktor godt i gang med at slå græsset på sin 24.000 kvadratmeter store grund i Texas.

Tre timer inde i tjansen skete det uventede pludseligt, da en slange faldt fra himlen og landede på hende. Den snoede sig prompte rundt hendes arm og begyndte bide ud efter hende.

Få sekunder senere fik slangen selskab af en ørn, der havde tabt slangen i luften.

Den store fugl forsøgte med næb og klør at få sit bytte igen, hvilket den forvirrede og skrigende Pegge Jones nok ikke ville have noget imod, den gjorde.

Men desværre for Jones sad slangen godt fast og bed ud efter hendes ansigt igen og igen, mens den sprøjtede en væske ud, som hun gik ud fra var gift.

Ørnen lettede flere gange fra Peggy Jones og fløj et par meter op i luften, før den igen gik til angreb på slange og menneske – hver gang med større kraft.

– Jeg råbte under hele angrebet ”Hjælp mig, Jesus!”, fortæller kvinden til The Washington Post.

Til sidst lykkedes det ørnen at få fat i slangen, som den føj væk med. Selv om angrebene fra både slange og ørn føltes som en evighed, har det formentlig kun taget sekunder, vurderer Peggy Jones.

Hun steg af havetraktoren og løb grædende ind til sin mand, Wendell, der meget passende lige var færdig med at slå græsset foran parrets hus.

Han hørte hurtig sin kone og kunne konstatere, at hun løb zigzaggende op mod huset, mens hus skreg og viste sin blodige arm frem.

Selv om hun var for opkørt til at forklare, hvad der var sket, satte de sig ind i deres bil og kørte mod skadestuen.

På den 15 minutter lange køretur, fik hun endelig fortalt, hvad der var hændt, men den gode Wendell havde svært ved at tro hende, og tænkte hun stadig var i chok.

På hospitalet fik Peggy Jones renset sine sår og modtog et skud antibiotika. Lægerne kunne herudover konstatere, at flængerne og sårene ikke stammede fra slangen, men fra ørnens klør.

Efter hun igen er kommet hjem, er parret meget opmærksomme på, om armen skulle hæve op. For to år siden var Peggy Jones nemlig også uheldig og blev bidt af en giftig slange, mens hun lavede havearbejde.

Selv om hændelsen sidder dybt i hende, priser hun sig lykkelig for, at slangen, som kan have været giftig, ikke fik bidt hende.

– Det hele var en meget bizar og rystende oplevelse. Jeg takker gud for at jeg stadig er i live og kan fortælle om den, siger Peggy Jones, der ikke har lavet havearbejde siden den 25. juli. Det har hendes mand forbudt hende.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder bliver mellem 7000 og 8000 mennesker hvert år bidt af slanger i USA, mens blot fem personer årligt må lade livet til slangebid.

Sponsoreret indhold