Viralt24. juli 2023

Kok blev fyret for at være fire timer på sin telefon

20-årige Sophie Alcock var rasende over at blive fyret
For meget skærmtid blev dråben for en engelsk arbejdsgiver.
For meget skærmtid blev dråben for en engelsk arbejdsgiver.
 Foto: Colourbox

Ni timers vagt hvoraf fire af dem blev brugt på telefonen.

Det blev dråben for ejerne af den engelske restaurant Toast.

Her var 20-årige Sophie Alcock ansat som kok indtil for nylig.

Daily Mail skriver, at hun i to uger stod i køkkenet hos Toast, men den 6. juli blev en skæbnesvanger dag for den 20-årige kok.

Da hun mødte ind til sin vagt, fortalte hun sin chef, at hun ville være en smule distraheret, da hun ventede på karakterer fra en eksamen, hun netop havde været til.

Dagen efter hørte Sophie Alcock fra en kollega, at hun højst sandsynligt ville blive fyret. Hun skrev derfor en mail til sin chef Matt for at høre om rygtet talte sandt.

Ganske rigtigt lød svaret, at hun ikke længere var ønsket på Toast.

Dagen efter konfronterede hun Matt med fyringen, som, hun mente, var urimelig.

Ifølge chefen skyldes fyringen, at Sophie Alcock var på sin telefon i fire timer i løbet af sin vagt.

– Han sagde mere eller mindre, at jeg var doven, og det var den værste arbejdsdag, han havde set nogensinde. Men jeg er ikke doven, det ved alle, fortæller Sophie Alcock.

Selv er hun ikke enig i, at hun var på sin telefon så mange timer under sin vagt. Et screenshot fra hendes telefon viser, at hun var på telefonen to timer og 50 minutter i løbet af dagen.

Og ifølge den 20-årige kok var størstedelen af skærmtiden før og efter vagten.

Sophie Alcock erkender dog, at hun var på sin telefon en del under arbejdet, men blot for at tjekke sine karakterer. Derudover erkender hun, at hendes indsats kunne have været bedre.

– Jeg siger ikke, min vagt var perfekt, men der var særlige omstændigheder den dag. Han (Matt, red.) kunne bare have fortalt mig, hvordan han ønsker køkkenet skal fungere, lyder det fra hende.

Trods sin ihærdighed for at blive i jobbet ændrede det ikke på, at Toast opretholdt fyringen. Sophie Alcock kan glæde sig over, at hun scorede en høj karakter til sin eksamen og kan nu koncentrere sig fuldt ud om studier, hvor hun læser historie.

Sponsoreret indhold