KiMs i modvind for deres chips-julekalender: Kan det virkelig passe?
Sour Cream & Onion, Sour Cream & Onion, Ostepops, Ostepops og så lige en gang Sour Cream & Onions mere.
Det er, hvad flere kunder har oplevet i de første låger af årets KiMs chips-julekalender.
Flere kunder raser over fantasien – eller manglen på samme – i julekalenderen fra den ellers så populære chipsproducent.
"Øv hvor bliver jeg lidt skuffet, når man ser jeres julekalender, lægger den op til noget specielt og lækkert. Med reklame for hemmeligheder og lækkerier. Vi har så fået 2 x sour cream and onion og 2 x ostepops. Jeg snød og kiggede i nummer 5, og der ligger også sour cream and onion. Så kunne man da lige så godt bare have købt en kasse med de små chips, man godt kan lide. Øv, det gider vi ikke igen," skriver en bruger til KiMs' officielle Facebook-væg
Og så er kommentarerne ellers væltet ind. I skrivende stund har opslaget fået mere end 540 kommentarer fra kunder, der har oplevet det samme med kalenderen.
Det er da heller ikke gået ubemærket hen hos chips-firmaet selv, der har svaret på opslaget. De kalder dog fejlen "en menneskelig fejl", fordi kalenderne er håndpakkede.
"Hvor er det fedt du rækker ud til os. Vi er mega kede af, at julekalenderen vækker skuffelse i dig – sådan skal det bestemt ikke være! Vores julekalender er nemlig blevet lavet med tanke på at glæde alle KiMs-elskere i juletiden, så I hver eneste dag kan blive overrasket med max sprøde poser!" starter KiMs sit svar.
"Men vi er kun mennesker, og fordi vi har pakket poserne manuelt, så kan der være tale om menneskelige fejl, der har gjort, at der i nogle af julekalenderne dukker samme variant op flere dage i streg. Og det kan vi godt se ikke er spor overraskende!"
Og selv om de første par låger i kalenderen har set meget ensformige ud, så lover KiMs, at der er lige så meget variation i alle deres kalendere samt fire "spændende mystery bags" bag nogle af lågerne.
Om der kommer mere variation i kalenderen resten af dagene i december må kunderne vente med at finde ud af – medmindre de snyder og åbner alle låger før jul.