Internetfænomen anholdt mistænkt for menneskesmugling: Hvem er Andrew Tate?

Kvinder hører kun til i hjemmet. Kvinder kan ikke køre bil. Kvinder er mænds ejendom.
Det er bare nogle af de holdninger, internetfænomenet Andrew Tate er gået viralt for at ytre på sociale medier. En af klodens få rigtige mænd, hvis man spørger nogle af hans tusindevis af fans. Men hvem er Andrew Tate egentlig?
Rampelyset ramte ham for første gang, da han brød igennem i England som kickbokser. I 2009 vandt han sit første mesterskab i cruiserweight-vægtklassen og var rangeret som nummer ét i Europa. To år senere var han verdensmester i to forskellige vægtklasser, inden han i 2012 stoppede karrieren.
I 2016 deltog han i den britiske udgave af reality-programmet Big Brother, men han blev smidt ud af huset efter bare seks dage.
I huset gjorde han opmærksom på sig selv med gentagne homofobiske og racistiske udtalelser, men det var først, da en video af Tate, der slår en kvinde, blev offentliggjort, at han blev smidt ud. Både kvinden i videoen og Tate selv udtalte efterfølgende, at de var venner, og at hvad der foregik i videoen var under samtykke.
Det var efter deltagelsen i Big Brother, at Andrew Tate for alvor begyndte at gøre opmærksom på sig selv på sociale medier. Han oprettede sammen med sin bror Tristan Tate en onlineforretning, hvor mænd kan betale for at videochatte med letpåklædte kvinder på webcam.
I samme tidsperiode flyttede Tate til Rumænien med den begrundelse, at det i Rumænien er lettere at blive frikendt for blandt andet vold og voldtægt. Kort tid efter blev hans hus i England ransaget med mistanke om, at kvinder blev tilbageholdt og misbrugt. En amerikanske kvinde blev fundet i huset, men Tate forklarede situationen med, at hun ikke blev holdt fanget men bare kunne forlade huset, når hun ville.
Han oprettede derefter forretningen Hustler's University, hvor kunder betaler for rådgivning i alt fra, hvordan man bliver rig, hvordan man lettere kan interagere med kvinder og hvordan man bliver 'en rigtig mand'. En form for onlinekurser, hvor medlemmer betaler månedlig gebyr for adgang til diverse kurser. En forretning, der hurtigt voksede sig stor og gjorde Tate rig.
Han gjorde sideløbende opmærksom på sig selv på sociale medier ved at dele videoer, hvor han fortæller sin fortolkning af, hvordan en mand bør agere og opføre sig. Disse videoer omhandlede ofte nedladende sprog og opfordring til vold mod kvinder. Hans sociale kanaler voksede ligeledes eksponentielt, og hans videoer fik hurtigt samlet flere milliarder visninger. Han blev et internetfænomen.
Han benyttede sin enorme følgerskare til at udvide sin forretning og blive endnu rigere. Noget, der blev en del af hans brand - at købe dyre biler, flyve i privatfly og bo i palæer. I juli blev der på Google søgt flere gange på Tates navn, end der blev på USA's tidligere præsident Donald Trumps og realitystjernen Kim Kardashians.
I august 2022 blev hans profiler på Facebook, Instagram, TikTok og Youtube suspenderet. På dette tidspunkt var hans twitter-profil allerede suspenderet. Den officielle forklaring var, at han brudte 'terms of service' (red. forretningsbetingelser) på de sociale medier. Han gav efterfølgende selv udtryk for, at hans suspendering var et udtryk for, at 'kvinderne havde vundet', og at 'den rigtige mand' var ved at uddø.
I november frafaldt hans suspendering på Twitter, og han begyndte på ny at dele ud af hans livstil og kontroversielle holdninger.
D. 29 december blev han anholdt i Rumænien mistænkt for menneskesmugling og voldtægt. Ifølge anklagerne er seks kvinder blevet seksuelt udnyttet af Tate og hans bror. Tate-brødrene har været genstand for en efterforskning siden april. De har ikke ønsket at kommentere på tilbageholdelsen, men deres advokat bekræfter, at de er i politiets varetægt.
