Her er miderne, der har sex i dit ansigt og niver dig, mens du sover

Det lyder ulækkert, men det er sikkert og vist:
Dit ansigt er hjemsted for utallige mider, der både spiser, dyrker sex, lægger æg og lever hele deres liv i dit ansigt.
Dine “husdyr” har det mundrette, latinske navn demodex folliculorum og demodex brevis.
Og nu tyder ny forskning på, at de er ved at blive så simple organismer, at de i sidste ende ender med at “blive ét med mennesker”.
Det viser forskning udført på University of Reading.

Forskere har kortlagt generne i de mikroskopiske ansigtsmider, og resultatet viser, at miderne nu er så indavlede, at de er ved at transformere sig fra at være “eksterne parasitter” til at være indvortes parasitter, der bor permanent inde i vores kroppe.
Selv om tanken om mider i ansigtet lyder hårrejsende, er der altså ikke grund til at gå i panik.
For miderne gør kun godt. Man ved dog ikke med sikkerhed, præcist hvad formålet med miderne er.
Nogle mener, at miderne jagter bakterier i ansigtet og dermed forhindrer infektioner. Andre mener, at miderne slubrer indholdet fra talgkirtlerne og døde hudceller.

Da miderne er små – kun 0,3 mm – har forskerne haft svært ved at studere dyret ned i mindste detalje.
Man har dog fundet ud af, at de lever et stille – og kort – liv.
Miderne tilbringer således dagene med at spise og lægge æg i deres “huler” i ansigtet, og om natten kommer de frem for at parre sig. Også i dit ansigt. Mums.

Forskere har også fundet ud af, at de små ansigtsmider mangler en anus, hvilket betyder, at de efter få uger dør af forstoppelse.