Viralt16. juli 2022

Gucci lancerer hundekollektion: Var det noget med en hundeposeholder til 2.400 kr.?

Nu er der chance for at forkæle din firbenede ven med designervarer – men det koster!
Gucci
Der er både seng, taske og madskål med tilhørende madklokke til menneskets bedste ven.
 Foto: PR

De fleste hundeejere kender nok til, at man gerne vil forkæle sin firbenede ven med det bedste, man kan købe for penge.

Men det er nok de færreste hundeejere, der kan være med, når det kommer til den hundekollektion, som det italienske modehus Gucci netop har lanceret.

Kollektionen rummer alt fra tøj, halsbånd og senge, og der er virkelig tænkt over, hvordan man gør lufteturen med vovse ekstra eksklusiv.

For eksempel kan velhavende hundeejere købe en lille frakke med Gucci-logoer til 4.600 kr. Og du husker med garanti at komme uden for døren med hundeposerne, når du opbevarer dem i den dertil indrettede holder, der har en pris på svimlende 2.400 kr.

Også når det kommer til kæledyrenes spisesituation, er der kælet for detaljerne. Du kan blandt andet købe en hundeskål præget med Gucci-logoer til 10.000 kr., og skal der skejes helt ud, kan du købe en matchende madklokke til 5.000 kr.

Det er ikke første gang, Gucci vækker opsigt med deres kollektioner: Tidligere på året lancerede modehuset i samarbejde med sportsmærket Adidas en paraply, der ikke var beregnet til at blive våd.

Sponsoreret indhold