Flot eller fælt? Vil bygge MÅNE-hotel midt i Dubai
Det er blot få måneder siden, at innovative arkitekter foreslog at bygge en gigantisk ring om verdens højeste bygning, Burj Khalifa, i Dubai.
Og nu kan den enorme ørkenby snart få endnu et fortryllende vartegn.
For firmaet Moon World Resorts har planer om at opføre et gigantisk hotelkompleks i Dubai, der skal ligne Månen på en prik.
Den Måne-lignende bygning skal blandt andet have en grå facade med både “kratre” og “bjerge”.
Bygningen skal efter planen være 224 meter høj.
Men hvor den ægte Måne er både gold og kold, bliver projekt Måne-hotel noget helt andet. Ifølge Moon World Resorts bliver hotellet særdeles luksuøst med spa og kvalitet i højsædet.
Moon World Resorts’ drøm er at opføre fire Måne-resorts over hele verden: Et i Nordamerika, et i Europa, et i Mellemøsten og det nordlige Afrika samt ét i Asien. Projektet i Dubai er ifølge firmaet frontløberen i projektet og udvalgt, da Dubai som bekendt allerede huser nogle af verdens mest spektakulære bygninger i verden.
Ifølge CNN håber Moon World Resorts at slå dørene op til det første resort i 2027.