Fik amputeret alle lemmer: Alex troede bare, han havde influenza
Da britiske Alex Lewis vågnede op med ondt i kroppen en tidlig novemberdag i 2013, troede han blot, at han var blevet ramt af en influenza.
Som dagene gik, fik han det langt fra bedre – tværtimod.
Efter 10 dage med stadig værre og værre symptomer blev Alex hastet på hospitalet. På det tidspunkt var han så dårlig, at han end ikke var ved fuld bevidsthed.
Lægerne kunne hurtig konstatere, at den britiske fyr var ramt af en streptokokinfektion – og endnu værre:
Infektionen havde udviklet sig til en langt mere alvorlig tilstand kaldet toksisk shock syndrom (forkortet TSS).
Hans lemmer var begyndt at blive lilla, og hans liv hang i en særdeles tynd tråd.
Den eneste mulighed for at overleve var at blive opereret. Og de følgende dage – og måneder – gennemgik Alex derfor talrige operationer, hvor lægerne fjernede det døde væv fra hans krop.
Først fjernede lægerne hans venstre arm og begge hans ben.
Det var desværre ikke nok til at få bugt med den livstruende tilstand, og seks måneder senere måtte lægerne derfor også fjerne hans højre arm.
Desuden var hans ansigt også svært medtaget af TSS-tilstanden.
I dag – mange år efter det alvorlige sygdomsforløb – er Alex ved at genfinde livet og hverdagen.
Han har en kone og et barn og nyder livet som alle andre – med rejser og oplevelser.
Han har desuden startet en fond kaldet Alex Lewis Trust, hvis formål er at sætte fokus på den alvorlige sygdom.