Fandt druknet ræv i sø: Nu kommer Charlotte med hjerteskærende bøn

Et særdeles tragisk syn mødte tidligere på ugen flere, der gik rundt om Søerne i København.
For i Sortedamssøen, den nordligste af Søerne i København, lå en lille, død ræv.
Ræven er formentlig druknet, fordi den ikke kunne komme op af søen, der hverken har trapper eller en anden afsats, der kan hjælpe den op.
– Det er tragisk, at en lille ræv som denne omkommer i Sortedams Sø, fordi vi har lavet en kunstigt afgrænset sø, der ikke tillader dyrene at komme op, hvis de falder i, skriver Charlotte Andreasen, der onsdag delte de tragiske billeder af den lille ræv på facebook.

Hun beder nu til, at der bliver gjort noget, så ræve – og andre uheldige dyr – kan komme op af søen, hvis de skulle falde i.
– Vi har brug for nogle trapper til dyrene ved de af søerne, der ikke har meget lave eller naturlige opgange fra selve søen, som f.eks. her ved Sortedam, lyder det videre fra Charlotte.

Og måske er der allerede hjælp på vej. I hvert fald har Charlottes forslag nu fundet vej til Rådhuset i København:
Enhedslistens Absalon Billehøj skriver således, at han vil forhøre sig hos forvaltningen hurtigst muligt.