Viralt2. marts 2023

Familie opfostrede hund i to år – men det viste sig at være et HELT andet dyr

Den kinesiske familie anede uråd, da "hunden" udviste en usædvanlig evne til at stå på to ben
Hunderacen Tibetansk Mastiff er et statussymbol i Kina, og prisen er også derefter – faktisk er det en af verdens dyreste hunderacer (arkivfoto). 
Hunderacen Tibetansk Mastiff er et statussymbol i Kina, og prisen er også derefter – faktisk er det en af verdens dyreste hunderacer (arkivfoto).
 Foto: Mark Ralston/AFP/Ritzau Scanpix

Da kinesiske Su Yun på en ferie tilbage i 2016 købte en hvalp af racen Tibetansk Mastiff, var der godt nok flere ting, der undrede hende.

En fuldvoksen Tibetansk Mastiff har en stor, tyk sort og brun pels, og den kan veje op til 70 kg, og familiens nyerhvervede hund havde da også en glubsk appetit.

To kasser frugt og to bøtter nudler fortærede den hver eneste dag, og da vægten efter to år sagde 115 kg, begyndte den kinesiske familie at ane uråd.

Og da hunden begyndte at udvise en evne til at stå på to ben, satte Su Yun sig for at finde ud af, hvad der foregik med familiens firbenede ven.

Hundeejeren tog kontakt til myndighederne, der straks kunne se, at familiehunden var en asiatisk sortbjørn, som er en truet dyreart.

Her ses et kuld asiatiske sortbjørneunger, som en kinesisk kvinde så forvekslede med en hund. 
Her ses et kuld asiatiske sortbjørneunger, som en kinesisk kvinde så forvekslede med en hund.
 Foto: Takehiro Kawaguchi/AP/Ritzau Scanpix

En asiatisk sortbjørn, der også går under navnet kravebjørn, kan veje op til 180 kg – altså betydeligt mere end en Tibetansk Mastiff.

De kinesiske myndigheder kom for at hente familiens kæledyr, og bjørnen måtte bedøves, før den blev båret væk i et bur.

Bjørnen bor nu i Yunnan Wildlife Rescue, hvor den har det godt.

Den usædvanlige historie blev første gang omtalt af The Independent tilbage i 2018, men er ifølge New York Post gået viralt i denne uge.

Sponsoreret indhold