Viralt30. august 2022

Er det her verdens dårligste salgstale?

En frustreret fyr sælger sit ”lortekøleskab” på Den Blå Avis – men ville du købe det?
Tilforladeligt ser det ud, som det står der, køleskabet. Men tag ikke fejl ...
Tilforladeligt ser det ud, som det står der, køleskabet. Men tag ikke fejl ...
 Foto: Privat

Står du og mangler et pålideligt støjfrit køleskab til en billig penge?

Så skal du måske bladre lidt videre, for denne rasende sælger har ikke mange rosende ord tilovers for sit køleskab af mærket Smeg.

Faktisk minder salgsannoncen på Den blå avis mest af alt om en virkelig dårlig anmeldelse – ja sågar en advarsel til andre på udkig efter hvidevarer om IKKE at smide penge efter et lignende køleskab fra den populære italienske hvidevaregigant.

Det er ifølge sælgeren Lukas Ernryd det værste, vedkommende har håndteret i sine hænder – og det er altså ikke så lidt, han har håndteret i sit liv, lader han læserne forstå.

Og her begynder en udførlig opremsning af alle de dårlige oplevelser, han har haft med køleskabet, som italienerne efter hans mening har brugt mere krudt på design end kvalitet.

- De smeltede bare en masse dele sammen og bad til Gud. Korstegn over brystet, ave maria, fanden og hans moster, indleder han den humoristiske annonce og fortsætter:

- Hvor skal jeg starte? Fryselugens dørhåndtag gik i stykker den første uge, fordi en billig plastikdel gik i en million stykker, beretter han.

Så var gode råd dyre. Eller løsningen blev i hvert fald bekostelig, for Lukas Ernryd måtte hurtigt indse, at det ikke kunne lade sig gøre at lappe lortet med gaffatape og måtte i stedet kaste 1500 svenske kroner efter en ny dør.

Men der sluttede mareridtet altså ikke for den hårdt prøvede køleskabsejer.

- I travlskaben forsvandt en anden mærkelig plastikfidus, der holder selve lugen på plads. En ny sådan fætter ville koste mig – sidder du ned – 829 svenske kroner. Dette var dråben, raser han i annoncen og fortsætter:

- Jeg spurgte reservedelsfirmaet, hvornår plastik blev dyrere end kokain, men pigen sagde, at prisen afhænger af, hvor delen er lavet, lyder det videre, inden Lukas Ernryd selv konkluderer, at plastikdimsen må være fremstillet på månen.

Udover frustration og lommesmerter har mødet med køleskabet fra helvede altså også givet Lukas Ernryd posttraumatisk stress. For hver nat bliver søvnen afbrudt af høje lyde, når maskineriet forsøger at generere kulde. Lyde, som til forveksling minder om Malmø-bomber.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kom med et bud, opfordrer sælgeren. Hvor meget ville du slippe for det fordømte køle/fryseskab?
Kom med et bud, opfordrer sælgeren. Hvor meget ville du slippe for det fordømte køle/fryseskab?
 Foto: Privat

Lukas Ernryd har derfor måttet prioritere mellem god nattesøvn eller køleskabskold ymer til morgenmad. Nattesøvnen vandt, så nu trækker han stikket ud, inden han går til køjs.

- Det er i øvrigt lige meget, om fandenskabet overhovedet havde kørt. Den køler alligevel ikke. Det bliver i bedste fald 11 grader. Mit Lurpak flyder konstant, klager han over køleskabet, som Lukas har givet pronomenet ”han”.

- Det er, som om han leger køleskab. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det her er. Et spisekammer, som drømmer om at blive en køletaske?, spørger han retorisk, før han kaster en sidste forbandelse efter Smegs makværk.

- Jeg vil, at han skal dø. Kom med et bud, slutter han af.

Lukas Ernryd har før gjort sig bemærket med iøjnefaldende og latterfremkalende annoncer på Den blå avis. Sidste år satte han - også i ren frustration - en skabsseng til salg. Det fangede blandt andet Kristeligt Dagblads opmærksomhed.

SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Lukas Ernryd, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Sponsoreret indhold