En ægte Lassie: Hunden Saul hjælper redningshold med at finde kvæstet ejer i forladt skov

Hunden er i sandhed mennesket bedste ven.
Det beviste en Border Collie i sidste uge, da den hjalp et redningshold med at lokalisere sin ejer.
En 53-årig mand var, dagen før han blev fundet, faldet mere end 20 meter ned af en skrænt i en øde del af Tahoe National Forest i Californien.
Det lykkedes ham efterfølgende at bevæge sig ind i et område med dækning.
Løb 200 meter efter hjælp
Herfra fik han kontaktet myndighederne, der morgenen efter sendte et stort redningshold efter ham.
– Nogle reddere mente, de kunne høre en stemme, men de kunne ikke lokalisere den, siger overbetjent Dennis Hack.
Her slog Saul til.
Gøende og løbende kom den farende mod redningsholdet og ledte dem i retning af sin ejer.
– Den største anerkendelse skal gå til mandens hund, der løb omkring 200 meter gennem skoven i sand ”Lassie-stil” for at vise os, hvor dens ejer lå, skriver politikredsen i et facebookopslag.

Redningsholdet fandt den 53-årige forslåede mand, der selv mente, han havde brækket flere ribben og sin hofte.
Han blev fragtet til hospitalet med en redningshelikopter.
Saul blev også bragt med tilbage til byen, hvor han fik et velfortjent aftenmåltid, oplyser politiet.