Viralt20. januar 2023

Elvis overlevede 24 dage på havet: Spiste ketchup, hvidløgspulver og bouillonterninger

En dominikansk mand formåede at holde sig i live midt ude på havet – og hans diæt var noget speciel
Det var ud for den caribiske ø St. Martin, den dominikanske mand drev til havs i sin båd.
Det var ud for den caribiske ø St. Martin, den dominikanske mand drev til havs i sin båd.
 Foto: Benny Snyder/AP/Ritzau Scanpix

Menneskets overlevelsesinstinkt kan få én til at tænke i yderst kreative baner, og det er dominikanske Elvis Francois et levende bevis på.

Den 47-årige mand overlevede 24 dage på havet, og det var kun ved at tænke i utraditionelle baner, at manden til sidst blev reddet i land. Det skriver New York Post.

Sejleren drev til havs, mens han var ved at reparere sin sejlbåd ud for den caribiske ø St. Martin i De Nederlandske Antiller.

– Jeg ringede til mine venner, og de forsøgte at kontakte mig, men jeg mistede signalet. Der var ikke andet, jeg kunne gøre, end at vente, fortæller Elvis Francois.

I 24 dage drev han rundt på havet, og han ernærede sig ved at spise ketchup, hvidløgspulver og bouillonterninger fra Maggi. Desuden opsamlede han regnvand, som han drak.

For at gøre ondt værre tog hans sejlbåd vand ind, så meget af tiden skulle han bruge på at skovle vand ud af båden.

For at blive set havde sejleren skrevet "Help" på dækket af sin båd, og da et fly fløj over ham, blinkede han med et spejl – og det blev hans redning.

Et containerskib samlede ham op, og han var drevet 120 sømil ud for den columbianske havneby Cartagena.

– På et tidspunkt mistede jeg håbet og tænkte på min familie, men jeg takker kystvagten. Hvis det ikke var for dem, så ville jeg ikke kunne fortælle min historie nu, lyder det fra den yderst lettede sømand.

Manden blev efterfølgende undersøgt på hospitalet, hvor han havde tabt sig en del, men ellers havde det godt. Han er nu overleveret til immigrationsmyndighederne, så han kan komme hjem til Dominica.

Sponsoreret indhold