Viralt30. marts 2023

Dropper særlig regel om dronning Margrethes fødselsdag

Er du én af de mange haveejere, der har fulgt en særlig “dronning Margrethe”-regel, skal du nok læse med her
Dronning Margrethe i nærkontakt med en rose i Den Jyske Rosenpark i Ålestrup.
Dronning Margrethe i nærkontakt med en rose i Den Jyske Rosenpark i Ålestrup.
 Foto: Scanpix Denmark

Er du den heldige ejer af én, to eller flere roser, er du (måske) én af dem, der kender den såkaldte “dronning Margrethe”-regel.

Reglen går i sin enkelhed ud på, at havens roser skal beskæres til dronning Margrethes fødselsdag 16. april.

Men sådan er det ikke mere, oplyser Haveselskabet nu i en pressemeddelelse.

Årsagen er de stigende temperaturer og klimaforandringerne. De bevirker nemlig, at nogle af havens planter – deriblandt roserne – vågner tidligere fra deres vinterdvale.

Derfor skal beskæresaksen nu først findes frem flere uger før, vi plejer at tage den i brug, forklarer Haveselskabet i pressemeddelelsen:

– Det har været en udbredt tommelfingerregel blandt haveejere gennem årtier, at havens roser skal beskæres til dronning Margrethes fødselsdag. Men klimaet har ændret sig, og det betyder, at den regel ikke holder længere. Beskærer man roserne til dronningens fødselsdag, vil roserne være for langt fremme i deres udvikling, og man får i stedet skåret for mange nye, friske skud af, og rosernes blomstring bliver forsinket. Derfor anbefaler vi i Haveselskabet, at man beskærer sine roser i slutningen af marts, forklarer Louise Møller, fagredaktør hos Haveselskabet.

Hvis man gerne vil bevare en royal huskeregel, forklarer Louise Møller, at man fremover kan bruge dronning Ingrids fødselsdag, den 28. marts, som ny rettesnor til rosenbeskæring.

Ellers kan man også bruge den urgamle regel med forsytiaen:

– Der findes en anden gammel tommelfingerregel, der siger, at roserne skal beskæres, når forsytiaen blomstrer. Den regel gælder stadig, for ligesom med roserne får klimaforandringerne også forsytiaen til at springe ud tidligere, så den kan man altid holde sig til, hvis man er i tvivl, siger Louise Møller.

Sponsoreret indhold