Viralt22. juni 2022

Døende mand får et sidste ønske opfyldt med en tur på Glastonbury Festival

Venner har samlet stort pengebeløb ind for at få Nigel Stonehouses sidste ønske opfyldt
Glastonbury
Nigel Stonehouse er kommet på Glastonbury Festival gennem mere end 30 år.
 Foto: Screendump

Onsdag løber den kendte britiske Glastonbury Festival af stablen, som ofte ses som en pendant til Roskilde Festival.

En af festivalens gengangere er 58-årige Nigel Stonehouse. Han er desværre ramt af nyrekræft og synger på sidste vers med angiveligt kun et par uger tilbage at leve i, skriver Daily Mail.

Men han har dog et sidste ønske, og det er at komme på Glastonbury Festival, hvor han er kommet de sidste 30 år, for at feste med sine venner.

"Det bedste sted i verden"

En flok af Nigel Stonehouses venner har samlet et større beløb ind, så han kan opleve den britiske festival en sidste gang.

I alt er der indsamlet over 130.000 kroner til at få ham fløjet mere end 400 kilometer fra Universitethospitalet North Tees hen til, hvad han kalder "det bedste sted i verden".

– Det her har givet ham en kæmpe energiindsprøjtning. Det er det eneste, der holder ham kørende, har en ven fortalt.

Hvis Nigel Stonehouse får sit ønske opfyldt kræver det, at han bliver assisteret af en sygeplejerske, og han kan få en kørestol med.

Skal have kræfterne til det

Lige nu er vennerne i gang med at få det hele arrangeret med hospitalet og Glastonbury. Men i sidste ende kommer det an på Nigel Stonehouses helbred.

– Det hele afhænger af, om han har kræfterne til at komme afsted. Han har gode og dårlige dage. Han vil afsted, men det betyder ikke, at han også kan klare det, siger en ven til den kræftsyge mand.

Ender Nigel Stonehouse med at komme til Glastonbury Festival, kan han opleve navne som Paul McCartney, Kendrick Lamar, Haim, Pet Shop Boys, Billie Eilish og mange flere.

Sponsoreret indhold