Brasiliansk Hulk død efter at have sprøjtet sig med farlig olie

Er der på et tidspunkt, hvor man kan blive for stor?
Ikke hvis du spørger brasilianeren Vladir Segato.
For Vladir Segato, der også gik under navnet Hulk kendt som den grønne kæmpe fra Marvel-universet, sprøjtede sig med så meget synthol-olie, at hans krop blev unaturlig stor blandt andet med en brystkasse så gigantisk, at selv Linse Kessler ville spærre øjnene op.
Synthol-olie er en sammenkogning af sesamolie, smertestillende medicin og alkohol og ses som et alternativ til steroider.
Og ifølge Daily Mail var der ingen, der kunne stoppe Vladir Segato i at sprøjte sin krop med den farlige olie. Derfor bliver det også svært og spørge ham, om han kunne blive for stor, for hans misbrug af den farlige olie endte med at koste ham livet.

Hulk, Schwarzenegger og He-Man
Vladir Segato eller Vladir Synthol, som han kaldte sig selv med hentydning til de synthol-injektioner han sprøjtede i sin krop, fik stor succes på det sociale medie TikTok, hvor han havde over 1,6 millioner følgere.
Her viste han stolt sine store muskler frem og fortalte om sin inspiration til ligne en bodybuilder.
– De kalder mig Hulk, Schwarzenegger og He-Man hele tiden, og det kan jeg lide. Mine biceps er blevet dobbelt så store, men de skal være større, har han tidligere sagt.
Vladir Segatos trang til at blive stor skal findes i hans tidligere stofmisbrug som ung, der gjorde ham så tynd, at han blev kaldt "Skinny Dog" (tynde hund).

Han droppede senere stofferne og begyndte i stedet at vægttræne, og her blev han tilbudt synthol, som gjorde ham afhængig endnu en gang.
Død ved et hjerteanfald
Trods alarmerende advarsler om, at hans forbrug af synthol kunne føre til amputering af hans legemer, nerveskade og muskelvansiring, blev Vladir Segato ved.
– Lægerne siger, jeg skal stoppe. De råder mig til at stoppe med at tage det (synthol, red.). Men det er min beslutning at tage det, fordi jeg vil, og jeg kan lide det, sagde den brasilianske Hulk.
Men det fik en brat ende på hans 55-års fødselsdag, hvor han pludselig fik vejrtrækningsproblemer, der senere endte med at give ham et hjerteanfald.