Borgere skal blive hjemme: Løven er STADIG ikke fanget

Det er et af klodens største kattedyr. Alligevel er det ikke lykkedes over 220 årvågne betjente at finde den.
Med andre ord er den løbske løve stadig på fri fod nær den tyske hovedstad Berlin.
Derfor leder politifolkene stadig intenst efter løven, der første gang blev spottet natten til torsdag.
Flere medier skriver, at der tilsyneladende er blevet hørt løvebrøl i området i løbet af natten.

Dette er dog ikke noget, som tysk politi eller de tyske myndigheder har be- eller afkræftet.
Sikkert er det dog, at politiet stadig jagter dyret – der i udenlandske medier er blevet døbt ”Beast of Berlin” – med både helikoptere, droner og termiske kameraer – og ikke mindst i pansrede køretøjer og bevæbnet med maskingeværer.

Tidligere fredag morgen kunne et tysk medie dele billede af et kattedyr, der sad og kiggede intenst frem. Desværre var der dog blot tale om en huskat, der – trods advarsler fra tyske myndigheder – havde forvildet sig udenfor.

Politiet har dog oplyst, at man som udgangspunkt ikke har til hensigt at slå løven ihjel.
I stedet er håbet, at man kan nedlægge det via en bedøvende pil og derefter fragte dyret til en park, der kan huse det. Men bliver det nødvendigt at skyde og dræbe løven, vil politiet dog ikke tøve.
Det var to forbipasserende, der natten til torsdag første gang anmeldte, at de havde set en løve på fri fod i den tyske forstad.

De filmede dyret med en mobiltelefon. Politiet vurderer, at billederne er ægte. Det fortalte Kleinmachnows borgmester, Michael Grubert, på et pressemøde torsdag eftermiddag.
Siden har også politibetjente selv set dyret, men altså uden at have held til at få det indfanget. Derfor er rådet stadig det samme til borgere i området: Blive indenfor. Det er dog ikke alle, der følger det råd. Flere borgere har således trodset advarslen for at lufte deres hunde i området. Det til trods for at politiet også har udtalt, at hunde og katte kan være i fare, hvis løven pludselig dukker op.