26-årige Emma har besteget Everest: – Skræmmende, fantastisk, pinefuldt og vidunderligt
SENESTE: Du kan høre Emma fortælle om turen i podcasten herunder - den er optaget i Danmark efter hendes hjemkomst og frigivet fredag 30. juni 2023
At Emma Østergaard ikke er som de fleste andre, beviste hun onsdag morgen omkring klokken 07.16 dansk tid.
Her stod den 26-årige Højbjerg-kvinde på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest.
Med den vilde bedrift har den 26-årige kvinde skrevet sig direkte ind i historiebøgerne.
Hun er den 20. dansker, der har formået at forcere det 8.848 meter høje bjerg – og så er hun ikke mindst den yngste danske kvinde nogensinde til at stå på verdens absolutte tag.
Til SE og HØR fortæller Emma – her to dage efter sin historiske bedrift – at hun er træt og udkørt, men mest af alt fyldt med en lykke, der endnu ikke helt er sunket ind:
– Hvor er det fantastisk at have besteget Mount Everest. Det er så vildt, og det er ikke helt sunket ind endnu, at vi har gjort det, siger Emma, der bruger alle adjektiver til at beskrive sin præstation:
– Det er euforisk og så fantastisk. Jeg har ikke ord, der beskriver, hvor crazy det er. Den bestigning var bare alt! Den var hård, skræmmende, fantastisk, barsk, pinefuld, magisk og vidunderlig, fortæller Emma.
Hun tilbragte 42 minutter på det højeste punkt i verden og forsøgte at tage alle følelser ind:
– Jeg tog hænderne op over hovedet. Jeg tog billeder. Jeg ville græde, men kunne ikke, fortæller Emma.
– Hold nu kæft det var vildt at komme op på toppen. Det var sådan en forløsning, og shit der var stejlt. Man kunne næsten røre med næsetippen. Det var koldt, men heldigvis var der ingen vind på toppen. Der var lidt diset, men så smuk en udsigt, siger Emma.
På vej derop har familie, venner og nysgerrige kunne følge Emma og hendes klatremakker Jakob Urth via en gps-tracker. Det var dog ikke uden dramatik for dem, der fulgte med på sidelinjen.
– Signalet røg sgu. Det var simpelthen for koldt. Vi opdagede det ikke, for gps-truckeren lå i Jakobs lomme. Den var simpelthen død. Det fandt vi ud af, da vi stod på toppen. Så virkede signalet pludselig igen, og vi kunne sende en besked fra toppen.
Hårdt arbejde
Toppen er kulminationen på flere års intensivt og hårdt arbejde for Emma. For at nå sit mål har hun sat universitetsuddannelsen på pause, hun har opsagt sin lejlighed, og hun har solgt alt, hun ejer.
I slutningen af marts satte hun og Jakob Urth så kurs mod Nepal og Mount Everest, men det var først i maj, at selve topforsøget gik i gang.
Her bevægede de sig indledningsvis op og ned ad bjerget for at akklimatisere og dermed vænne kroppen til den tynde luft.
For få dage siden gik det så for alvor løs. Hun og hendes team bevægede sig fra den såkaldte Everest Base Camp mod Camp 2. Herfra holdt de en hviledag, før turen gik videre mod Camp 3 og Camp 4, før de så nåede det såkaldte South Col i 7.906 meters højde.
Og herfra gik turen så det sidste stykke mod toppen. Selv om der ”kun” er 942 højdemeter, tog det Emma 12 timer og 16 minutter at tilbagelægge det sidste stykke. Og turen var både intens, hård og udmattende, fortæller hun til SE og HØR:
– Det var så stejlt. Hele vejen var der stejlt, og det var koldt og mørkt længe. Jeg var bare fyldt med alle følelser, da jeg nåede toppen. Også fordi jeg jo vidste, at jeg kun var halvvejs, fortæller Emma. Hun skulle jo også ned igen i god behold.
Særligt én ting var hun opmærksom på hele tiden: Hendes ilt.
– Det er så nervepirrende at være så afhængig af sin ilt og sin maske. Jeg tænkte flere gange, ”der er virkelig langt ned”. For mig var bekymringen dog, om vi løb tør for ilt, fortæller Emma.
Den langvarige træning op til gjorde dog, at hun vidste, hvordan hun bedst mulig brugte sin vejrtrækning, så hun ikke begyndte at hyperventilere og brugte unødig ilt undervejs.
I dag – her to dage derpå – er Emmas krop, som hun selv beskriver det, ”kvæstet”.
Det var hendes krop dog også, da hun befandt sig på toppen af Mount Everest.
– Jeg havde også døjet med ondt i ryggen på vej derop. Men på toppen er det bare det mentale, der tager over, for ens krop er helt smadret, fortæller Emma og tilføjer:
– Jeg fik i sandhed bevist, at jeg mentalt er vanvittig stærk.
Men selv om musklerne værker, og benene er trætte, er der dog ord og følelser, der fylder endnu mere hos Emma:
Lykke, taknemmelighed og stolthed. Og det er fortjent.
For som Emma siger:
– Jeg har stået på toppen af verdens højeste bjerg!