Lemmy Kilmister har virkelig haft stor indflydelse på danske Lars Ulrichs musiske eventyr

(Foto: All Over Press)

Lars Ulrich

Fulde navn: Lars Ulrich

Fødselsdato: 26. december 1963

Familie: Torben Ulrich (far) Myles (Søn f. 5/8 1998), Layne (Søn f. maj 2001), Bryce Thadeus (Søn f. 21/5 2007)

Scoringer: Connie Nielsen, Skylar Satenstein (Gift 1997-2004), Linda Walker, Debbie Ulrich (gift 1988-1990)

Partner: Jessica Miller

Kendt fra: Musik (Metallica)

 

Lars Ulrich - den lille trommeslager med den lange tunge, den store lyd og det endnu større ego – er nok den største nulevende danskfødte rockstjerne i verden. Men da den i dag 166 centimeter høje bækkentæskervar endnu mindre, var der faktisk lagt i kakkelovnen til en helt anden karriere.

Han voksede nemlig op i Gentofte som søn af tennisstjernen Torben Ulrich, der naturligvis tidligt sørgede for at give sønnike en ketcher i hånden.

Da Lars var omkring 10 år gammel, skaffede hans far dog også noget andet: En stribe billetter til en koncert med de tunge drenge i rockgruppen Deep Purple. Den aften ændrede Lars Ulrichs liv sig for altid. Fra da af var musikken og især rocken en fast del af hans liv.

Der gik ikke længe, før en venlig bedstemor forærede den musikinteresserede unge mand et trommesæt. Noget man ellers normalt kun forærer sine børnebørn, hvis man ikke kan lide sine egene børn, og en livslang passion for at tæve skindene var tændt.

Da familien nogle år senere rykkede teltpælene op og flyttede til Los Angeles, blev tennissen i højere og højere grad sat i baggrunden for musikken.
Igennem teenageårene blev Lars decideret seriøs omkring sin nye passion, og fik så mange kontakter i musikmiljøet, at han på et tidspunkt blev tilbudt at indspille et nummer på en plade. Problemet var bare, at han manglede et band.

Så i 1983 slog han en annonce op i en lokal avis: ”Trommeslager leder efter andre metalmusikere at jamme med.”  - og det blev begyndelsen på et af historiens ubetingede største metalbands, Metallica. Navnet var et Lars lånte fra en kammerat, der ville starte et musikblad, og havde kasseret det.

En af dem, der svarede på annoncen, var nemlig James Hetfield, som Lars gik fint i spænd med. Sammen gik de i gang med at finde medlemmer til et band, så de kunne blive rockstjerner.
En proces, man nærmest kunne skrive en hel bog om - hvilket der i øvrigt også er blevet. Ind til flere, faktisk. For over de næste år, og hen over de første par albums, som det hurtigt voksende succesband fik indspillet og udgivet, skiftede besætningen i bandet nærmest hurtigere, end man skifter strenge på en elspade. Nogle på grund af kreative uenigheder. Og en enkelt gang på grund af et tragisk dødsfald, da bassisten Cliff Burton mistede livet i en trafikulykke med bandets tourbus i Sverige i 1986.

Men de fleste udskiftninger – og den øvrige vognladning af alvorlige gnidninger der har været internt i bandet - har nok skyldtes at store egoer har det med at slå gnister, når de rammer hinanden.

Og ego er der rigeligt af – ikke mindst på Lars Ulrich der både i pressen og musikerkredse er kendt for sin ikke ligefrem ydmyge attitude. En attitude, der blandt andet har fået amerikanske medier til at kåre ham som ”The worlds douchiest drummer” – løsligt oversat, ”verdens mest opblæste trommeslager-nar”.

Kombinerer man det faktum med det massive forbrug af stoffer og alkohol, der prægede Metallicas hverdag bag scenen i mange år, har det i gennem tiden ledt til en lind strøm af skænderier. Især de to drivende kræfter bag bandet, Lars og James, har knaldet hovederne sammen utallige gange – nogen gange også helt bogstaveligt, når de fysisk har været oppe og slås.

En kultur, der kulminderede omkring år 2004 med at hele gruppen gik i en slags parterapi. Det kom der et meget bedre sammenhold, det super aggressive album ”St. Anger” og dokumentarfilmen ”Some Kind of Monster” ud af.

Rock’n’Roll tiderne for Metallica er dog senere sat et par gear ned – i hvert fald, hvad angår stofferne og de deraf følgende slåskampe.  James Hetfield har været helt på vandvognen siden en afvænning i 2002 og efter eget udsagn droppede Lars Ulrich alt, hvad der hedder stoffer i 2006 – efter inspiration fra Noel  Gallagher fra Oasis.

Når man er rockstjerne er der, som de fleste nok kan forestille sig, pænt meget frit valg på øverste hylde, når der skal vælges partner. Og Lars Ulrich har bestemt nappet sin kvote igennem tiden.

Der går rygter om ham sammen med en hel stribe højt profilerede scoringer fra pornostjernen Heather Hart til supermodellen Naomi Cambell.

Men der er en del kvinder, vi med sikkerhed kan sige, at han har dannet par med igennem længere perioder.

Han blev gift første gang som 24-årig med Britiske Debbie Jones, der tog hans efternavn i 1988. Allerede i 1990 kunne hun dog pakke det i en kasse sammen med resten af minderne om et kort ægteskab.

Herefter dannede han fast par med produceren Linda Walker i nogle år, hvorefter han begyndte at date og senere blev gift med Skylar Satenstein, der ud over at være skuespiller også arbejdede som læge på en skadestue. Et praktisk valg, hvis man nu skulle være typen med hang til stoffer og slagsmål, kan man jo sige…

Ægteskabet holdt i syv år og kastede hele to børn af sig. Men i 2007 blev de skilt. På det tidspunkt havde Lars allerede været kærester med den danske skuespiller Connie Nielsen i et års tid. Deres forhold – der også bød på et enkelt barn mere – varede ind til 2012, hvor hun blev skiftet ud med modellen Jessica Miller. De to er pt forlovede.

 

 

 

Tidslinje:

  • 1981: Flyttede med familien til Los Angeles
     
  • 1983: Starter Metallica sammen med James Hetfield
     
  • 1988: Bliver gift med Debbie Ulrich
     
  • 1990: Bliver skilt fra Debbie Ulrich
     
  • 1997: Bliver gift med Skylar Satenstein
     
  • 2000: Lægger sammen med resten af Metallica sag an mod musikdelingstjenesten Napster
     
  • 2003: Bliver kæreste med Connie Nielsen
     
  • 2004: Bliver skilt fra Skylar Satenstein
     
  • 2012: Går fra Connie Nielsen og bliver kæreste med modellen Jessica Miller - Lars Ulrich: Skifter Connie ud
     
  • 2013: Bliver forlovet med Jessica Miller

Twitter

Loading…

Videoer