Inger Støjberg

Vi skal til stadighed og stædigt forsvare vore frihedsrettigheder. Frihedssrettigheder som generationer før os har kæmpet for.

Det er derfor godt og meget vigtigt, at Anders Samuelsen som Danmarks repræsentant sammen med vores allierede i dag har fået et samlet EU til at indføre sanktioner mod Iran ved at sætte to navngivne personer og ikke mindst en hel afdeling af den iranske efterretningstjeneste på EUs terrorliste.

Vi skal naturligvis ikke finde os i, at iranske dødspatruljer opererer i Danmark, og derfor svarer vi nu igen!

Sam Mansour skrev i fredags ombord på flyet til Marokko bl.a. følgende:

“I sidste Danmark skal tabe 100 % deres krig mod Islam og muslimer, og Islam vokser og vokser og det kan aldrig stoppe Allahs lys”.

Jeg vil sige det så klart som overhovedet muligt til Sam Mansour og alle andre, der måtte mene det: I tager fejl!

https://www.berlingske.dk/samfund/udvist-mansour-i-brev-danmark-vil-tabe...

Det er sandt at sige én af de mest bemærkelsesværdige dage på udlændingeområdet!

Terroristen Sam Mansour er blevet overgivet til de marokkanske myndigheder efter at han i går aftes, efter et intensivt og meget langvarigt arbejde - er blevet udsendt af Danmark, ledsaget af danske politibetjente.

Sam Mansour - også kaldet boghandleren fra Brønshøj - har i sin tid i Danmark forrådt os og forsøgt at undergrave og destabilisere vort land. Han er vel en af verdens mest fanatiske islamister, og jeg tager den allerdybeste afstand fra alt, hvad han står for. I december 2014 blev jeg selv politianmeldt for at have ønsket ham ud af Danmark, da han blev dømt for terror, og jeg har fulgt hans færden i efterhånden mange år.

Han er dømt for terror af flere omgange og senest i 2016 blev han igen dømt for at fremme terror af Højesteret og mistede i samme forbindelse sit danske statsborgerskab.
Udlændinge, der er dømt for terror hører ikke hjemme i Danmark! Derfor har det været blandt mine allerhøjeste prioriteter som minister at få ekspederet Sam Mansour ud af landet. Jeg var selv i Marokko i foråret sidste år for at drøfte sagen med min marokkanske ministerkollega. På samme måde har både statsministeren og udenrigsministeren drøftet denne sag med marokkanske ministre. Jeg er meget, meget tilfreds med at arbejdet i dag bar frugt!

Det er på mange måder en bemærkelsesværdig dag i dag. Endnu en hadprædikant er blevet tilføjet på listen over hadprædikanter og dermed udelukket fra at sætte sine ben i Danmark, og i øvrigt på den baggrund overhovedet at indrejse i EU. Desuden kan grænsekontrollen fejre tre års jubilæum. I følge DRs sammentælling så er 6.144 personer blevet afvist på grænsen, og 801 våben er blevet beslaglagt. Jeg kan derfor kun erklære grænsekontrollen som en succes!

Vi er det første land i verden med en hadprædikantliste, og en I en tid hvor vi bliver presset af især muslimske fanatikere er det vigtigt, at vi forsvarer os.
Berlingske kunne f.eks. i går fremlægge et internt dokument fra Hizb ut-Tahrir, der påviser deres arbejde med at undergrave danske og vestlige værdier og dermed også det danske samfund. En oplysning, der forhåbentligt ikke kommer bag på ret mange, men som nu kan læses sort på hvidt. Det er blot et eksempel ud af mange på, at vi presses af fanatiske muslimske miljøer.
Selv diskuterede jeg for nyligt med den ene af talsmændene fra Hizb ut-Tahrir, Chadi Freigeh. Det skete på Kristeligt Dagblad, og der er intet at tage fejl af: Hizb ut-Tahrir er en antidemokratisk organisation, der modarbejder danske værdier som demokrati, ligestilling og frihed.
Det er netop i det lys, at det er nødvendigt, at vi tager vore forholdsregler og strammer væsentligt op - og ja, de er bastante, de er i nogens øjne kontroversielle. De er dog i mine øjne fuldt ud både nødvendige og rimelige. Alle de 100 opstramninger, som vi har gennemført på udlændingeområdet i min tid som minister er efter min mening helt på sin plads, dybt nødvendige og der kommer flere til.

Den samlede liste over hadprædikanter, der er nægtet indrejse i Danmark ser fra i dag således ud:
Mohamad bin Abd al Rahman bin Milhi bin Mohamad al Arefe
Kamel El-Mekki
Bilal Philips
Terry Dale Jones
Salman Bin Fahad Alodah
Mohamad Rateb Abdalah Al-Nabulsi
Khalid Yasin
Muhammad Raza
Alparslan Kuytul
Ismail al-Wahwah
Abdullah bin Radi Almoaede Alshammary
Mazin Abdul-Adhim
Khalifah At-Thahabi
Shady al-Suleiman
Hamsa Sodagar
Mansour Leghai
Muhammad Alshareef
Ismail Ibn Musa Menk
Nasser Saleh O Almozaini

Jeg er altid spændt, når jeg ved midnat ved årsskiftet springer ind i et nyt år. Hvad venter os? Hvad venter mig? Hvilke debatter kommer til at fylde?
Jeg kan dog med sikkerhed sige, at da jeg sprang ind i 2018, strejfede tanken mig end ikke om, at 2018 skulle blive året, hvor krænkelseskulturen nåede de nye og fantasifulde højder, som vi har oplevet.
Man må forstå, at nogle mennesker føler sig krænket over de mest besynderlige ting:
En sang af Kai Hoffmann – 'Den danske sang er en ung blond pige' - fra 1924.
Tidligere på året følte nogle studerende, den ene fra Mexico, sig krænkede, fordi deltagere ved en fest på Københavns Universitet ville holde en temafest, hvor man skulle klæde sig ud som mexicanere.
Til jul var den så gal igen. En venligbo følte sig på muslimers vegne krænket af, at der var svinekød i julehjælpspakkerne.
De, der har følt sig krænket, er enten kommet til Danmark fra fremmede kulturer, eller som i det sidste eksempel er det en dansker med en helt særlig 'retfærdighedssans', som er meget forhippet på at bruge krænkelsesevnen på at forsvare fremmedes eventuelle fine fornemmelser.
Dette har så resulteret i, at vedkommende følte sig kaldet til at forsøge at pådutte alle os andre, at vi skal ændre vores adfærd og vaner af bare angst for, at andre kunne føle sig krænket.
Jeg kan lige godt sige det, som det er: Jeg er hamrende træt af alt dette pjat.
Samtidig takker jeg for, at ingen følte sig krænket i min skoletid, hvor vi til fastelavn blev malet gule og brune i hovederne, alt efter hvem vi skulle forestille at ligne. Selv følte jeg mig end ikke krænket, hvis nogen kaldte mig for 'jordbærhjelm' pga. mit let rødlige, kobberfarvede hår.
Og set i bagklogskabens ulidelige klare lys, så er det jo et mirakel, at ingen anså det som et problem, da jeg i 1. klasse på Hjerk-Harre Skole blev sat til at tegne Vor Herre i kristendomstimerne og ufortrødent ville have tegnet både Jesus og Muhammed, hvis jeg blev bedt om det.
Godt nok vidste vi ikke rigtig dengang, hvem Muhammed var - det var der ikke så mange på egnen, der vidste. Men tegnet ham havde vi bestemt gjort, hvis opgaven lød på det.
Der er med andre ord helt åbenlyst sket et skred i, hvornår vi føler os krænkede. Vi er ganske enkelt blevet nærtagende, og det er faktisk ikke til at holde ud.
Temafester er bare ikke det samme uden udklædning, den danske højskolesangbog bliver en tynd omgang uden fædrelandssange med referencer og sprogbilleder om vores historie og folk, ligesom julen ikke er den samme uden traditionelle juleretter, der nu engang for en dels vedkommende er lavet af svinekød.
Samtidig skygger disse ligegyldige krænkelsesdebatter for seriøse diskussioner, hvor folk måtte blive reelt chikaneret på grund af deres ophav eller kultur, som vi f.eks. har set med jøder, der ikke kan færdes med kalot på Nørrebro, eller udlændinge, der udsættes for diskrimination, som vi desværre også ser.
Med ønsket om et rigtigt godt nytår, uden at vi konstant skal gå og føle os krænkede. Hvad blev der egentlig af det gode danske ord 'pyt'?