Tech6. maj 2023

TikTok afsløret: Gemte dybt private ting om brugerne

Holdt øje med hvad brugerne klikkede på - kunne i værste fald afsløre ting, de ikke vil have, at andre skal vide

I mindst et år havde appen TikTok en liste over brugere, der så på homoseksuelt indhold.

Det fortalte tidligere ansatte i TikTok ifølge The Wall Street Journal fredag.

Listen fik flere medarbejdere på TikToks kontorer i USA, Storbritannien og Australien til at klage internt i virksomheden i både 2020 og 2021.

Medarbejderne frygtede, at oplysningerne ville blive delt med parter uden for virksomheden eller ligefrem blive benyttet til at afpresse TikTok-brugere.

Til The Wall Street Journal sagde en talsperson for TikTok, at appen for et år siden slettede en oversigt med data om brugere i USA, der havde set på homoseksuelt indhold.

- Beskyttelse af privatliv og Tiktok-brugernes sikkerhed er en af vores øverste prioriteter, udtalte TikTok.

Det er langt fra første gang, at TikTok havner i modvind.

Appen er ejet af det kinesiske selskab ByteDance og er dermed underlagt Kinas sikkerhedslovgivning.

Derfor har landets myndigheder lov til at indsamle oplysninger fra selskabet.

TikTok indsamler desuden data i større omfang end andre sociale medier.

Kinas regering har dog tidligere afvist, at den beder kinesiske selskaber om at aflevere data, som er blevet indsamlet uden for landets grænser.

Tidligere på året kom Center for Cybersikkerhed med en anbefaling om, at ansatte i staten ikke bør have TikTok installeret på tjenstlige mobiltelefoner, tablets og andre mobile enheder.

En række partier, ministerier og alle danske universiteter besluttede derfor at slette appen.

Også Det Hvide Hus og EU-Kommissionen har skaffet sig af med TikTok.

TikTok har over 1,6 milliarder brugere verden over.

/ritzau/

Sponsoreret indhold