Tech25. juli 2023 (opd. 25. juli 2023)

Spotify hæver prisen: Har fået flere kunder

Musiktjenesten vil nu kræve flere penge ekstra om måneden fra sine betalende kunder - og dem har de fået mange flere af
Spørgsmålet er nu, om den svenske streamingtjeneste kan holde på kunderne efter de seneste ganske voldsomme prisstigninger.
Spørgsmålet er nu, om den svenske streamingtjeneste kan holde på kunderne efter de seneste ganske voldsomme prisstigninger.
 Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix

Streamingtjenesten Spotify har rundet 220 millioner betalende brugere.

Det viser selskabets regnskab for andet kvartal tirsdag middag.

Udviklingen svarer til en stigning på 17 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det vil sige, at antallet er vokset med 32 millioner på et år.

Det har medvirket til en omsætning på knap 3,2 milliarder euro i andet kvartal. Det svarer til 23,6 milliarder kroner og er 11 procent mere end sidste år.

På trods af en stigende omsætning kæmper Spotify fortsat med store tab.

Driftsresultatet i andet kvartal er således endt med et underskud på 1,8 milliarder kroner, hvilket er næsten 400 millioner større end for et år siden.

Streamingselskabets aktiekurs har ligesom resultaterne også fået nogle bank.

På ugens første handelsdag, mandag, tabte Spotify 4,7 procent af sin værdi.

Efter regnskabets offentliggørelse, sendes aktien klokken 13.00 ned med 9,1 procent i 148,9 dollar i det amerikanske formarked.

Regnskabet er kommet, dagen efter at Spotify har meldt prisstigninger ud til sine brugere.

Ifølge Spotify selv kommer prisstigningerne på baggrund af, at der er "skiftende markedsforhold", og tjenesten skal kunne blive ved med at "levere værdi" til sine "fans".

Spotify har skrevet, at fra mandag vil kunder i blandt andet Danmark modtage en mail, der forklarer, hvad de nye prisstigninger betyder for den enkeltes Spotify-konto.

I Danmark koster et premiumabonnement 99 kroner om måneden. Mandag eftermiddag fremgår det af Spotifys tjeneste, at abonnementet stiger til 109 kroner.

Hvornår prisstigningerne træder i kraft, afhænger af hvornår abonnementet er tegnet. Hvis man er eksisterende kunde, bliver man underrettet på mail og får en to måneders frist, før prisen træder i kraft.

Spotify har siden begyndelsen af året forsøgt at skære en stor luns af lønudgifterne væk. I januar meddelte selskabet nemlig, at 600 ansatte skulle afskediges.

- Jeg tager fuldt ansvar for de tiltag, der har bragt os hertil i dag, sagde administrerende direktør og stifter Daniel Ek i en meddelelse tilbage i januar.

Ifølge Daniel Ek skyldtes fyringerne, at udviklingen i omsætningen ikke havde kunnet følge med de mange investeringer i forretningen, som selskabet havde lavet.

Sponsoreret indhold