Tech21. april 2023

Nu kan det være slut: Elon Musk fjerner Twitter-verifikationsmærke for mange

Elon Musks planer om at fjerne Twitter-brugere, som hidtil gratis har været markeret med et blåt verifikationsmærke, er trådt i kraft
Mange vil i dag opleve at miste deres verifikationsmærke på Twitter. 
Mange vil i dag opleve at miste deres verifikationsmærke på Twitter.
 Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Twitter-ejer Elon Musks planer om at fjerne det blå flueben fra profiler, som hidtil gratis har været markeret med det karakteristiske verifikationsmærke på det sociale medie Twitter, er trådt i kraft.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fremover vil mærket kun fremgå af profiler, som har betalt for det.

En af de første, der har mistet verifikationsmærket fra sin profil, er den katolske kirkes overhoved, pave Frans. På Twitter hedder han @Pontifex.

I november introducerede Twitter ordningen, hvor man mod betaling af otte dollar - cirka 60 kroner - om måneden kan få et mærke, der indikerer, at det sociale medie har verificeret ens identitet.

Tidligere var det muligt at få det blå flueben gratis.

Det er dog først nu, at de profiler, der ikke har betalt for verifikationsmærket, har mistet det.

Mens pave Frans har mistet sit blå flueben, kan en anden religiøs leder fortsat bryste sig af mærket.

Dalai Lamas Twitter-profil er således stadig verificeret.

Sponsoreret indhold