Tech5. juli 2023 (opd. 10. juli 2023)

Medie: Facebooks Threads kommer IKKE til Danmark (endnu)

Højere krav til brugernes privatliv forhindrer Facebook i at frigive den nye Twitter-konkurrent i EU
Sådan kommer den nye tjeneste fra Facebook til at se ud.
Sådan kommer den nye tjeneste fra Facebook til at se ud.
 Foto: META

LÆS OGSÅ: Elon Musk sender gigantisk regning til danske kunder

Hvis du er blandt dem, som ser frem til i morgen, fordi Facebook lancerer en ny tjeneste kaldet Threads, må vi skuffe dig.

For ifølge det irske medie Independent har den amerikanske techgigant besluttet sig for at vente med at rulle "Twitter-dræberen" ud i EU. Og dermed også i Danmark.

Avisen har været i kontakt med det irske datatilsyn, som fortæller, at Facebook har fortalt dem, at tjenesten "indtil videre" ikke kommer til EU.

Forklaringen er de strammere regler for brugernes privatliv, som findes i EU. Men som ikke er et problem i USA og Storbritannien, hvor Facebook Threads ventes at blive lanceret torsdag.

Ifølge The Verge vil det dog være muligt "at kigge med" fra Danmark og andre EU-lande, men altså ikke selv oprette og dele opslag på tjenesten.

Sådan bliver Facebook Threads

Threads vil ifølge Reuters gøre det muligt for brugere at følge de konti, man også følger på platformen Instagram.

Lanceringen kommer, efter at Twitter har annonceret en række restriktioner for brugere.

Blandt andet har Twitter-ejer Elon Musk indført et midlertidigt maksimum på, hvor mange opslag en bruger kan læse på platformen.

Derudover kan en bruger kun benytte TweetDeck, hvis brugeren er verificeret. Det koster at være verificeret på Twitter.

Udvikleren Alessandro Paluzzi afslørede i et tweet Metas planer, skrev det tyske nyhedsbureau dpa mandag.

Her skrev Paluzzi, at en Twitter-klon var blevet offentliggjort i Googles appbutik, Google Play Store.

Det lader dog til, at appen blev lanceret ved en fejl, og den var ifølge dpa mandag ikke længere tilgængelig. Paluzzi nåede dog at tage et skærmbillede af platformens brugerflade.

Twitter indfører en midlertidig begrænsning på antallet af beskeder, brugerne på det sociale medie kan læse. Det meddelte selskabets ejer, Elon Musk, lørdag.

Musk forklarede, at det sker i et forsøg på at begrænse "ekstreme niveauer af dataindsamling" og manipulation af systemet.

Det betyder, at konti, der ikke er verificerede, fremover kan læse højst 6000 meddelelser om dagen.

Elon Musk købte Twitter sidste år for 44 milliarder dollar.

Selskabet har tidligere lavet en række ændringer i et forsøg på at tiltrække nogen af de annoncører, der flyttede til andre platforme efter Musks overtagelse.

Sponsoreret indhold