Tech7. september 2022

Hvis du har råd: Her er alle nyhederne fra Apple

Nye ure, dyrere iPhones og opgraderede AirPods Pro er på vej ud i butikkerne

Største Apple-ur nogensinde

Her gik man så og troede, at Apple allerede fik rigeligt for sine produkter.

Men onsdag aften beviste firmaet, at de har så stor selvtillid - og tilsyneladende så mange velhavende og loyale fans - at prisskruen sagtens kan få et ordentligt nøk mere.

Det gælder både iPhones, men også det nyeste Apple-ur som både er fysisk stort og ganske kostbart.

Sidstnævnte kaldet Apple Watch Ultra vil techgiganten nemlig have hele 7799 kroner for.

Den store nyhed i iPhone 14 Pro og 14 Pro Max er den reducerede plads, som sensorerne i toppen af telefonerne kræver. Men også bedre lysstyrke og always-on display så du konstant kan se, hvad for eksempel klokken er.
Den store nyhed i iPhone 14 Pro og 14 Pro Max er den reducerede plads, som sensorerne i toppen af telefonerne kræver. Men også bedre lysstyrke og always-on display så du konstant kan se, hvad for eksempel klokken er.
 Foto: Apple

Det nye Apple Watch Series 8 kræver mindst 3899 kroner i investering, hvis du kan leve uden mobilt netværk (GSM). Og 4899 kroner med.

Billigste Apple Watch, SE, koster i dag fra 2399 kroner uden mobilt netværk. Og 2899 kroner med.

Apple Watch SE er den billigste, men også den mindst avancerede udgave af det populære ur.
Apple Watch SE er den billigste, men også den mindst avancerede udgave af det populære ur.
 Foto: Apple

Priserne på iPhones kan du finde i artiklen her, hvor prisstigningen er mindst 1300 kroner og op til 2300 kroner mere i forhold til sidste års priser.

Eller mellem 15 og 19 procent mere! Det er ganske enkelt optrækkeri, også selvom der er flere nyheder i særligt Pro-serien.

De nye AirPods Pro, der som iPhone 14 er minimalt forbedret, skal du slippe 2299 kroner for.

De store nyheder

Temperaturmåler i Apple Series 8 og Ultra: Gør det for eksempel muligt at få et kvalificeret bud på, hvornår en kvinde har ægløsning.

Slå alarm via satellit fra iPhone 14-serien: Kommer ikke til Danmark lige med det samme, men gør det muligt via en tekstbesked over satellit at tilkalde hjælp, hvis man er uden for wifi- og mobildækning.

Automatisk alarm ved trafikulykker: Hvis du bliver udsat for et alvorligt trafikuheld, kan både flere af de nyere Apple-ure og iPhones automatisk slå alarm.

Always-on display: På Pro-modellerne af iPhone 14 kan du konstant se tiden og andre data, uden at du skal aktivere telefonen. Kendes allerede fra flere af de dyrere Android-telefoner.

AirPods Pro-etui giver lyd fra sig: Der er indbygget en lille højttaler i det nye etui, som du også kan sætte en strop i.

iPhone 14 får en "billig" stor model: iPhone Plus er en 6,7 tommers model. Tidligere skulle man købe den dyrere iPhone Pro Max for at få så stort et display.

Sponsoreret indhold