Tech22. maj 2023 (opd. 22. maj 2023)

Gigantisk bøde til Mark Zuckerberg: Koster ham milliarder

Har ulovligt sendt dine private data til USA - nu falder hammeren
Det er ikke første gang, Mark Zuckerbergs Meta straffes med en milliardbøde.
Det er ikke første gang, Mark Zuckerbergs Meta straffes med en milliardbøde.
 Foto: Mark Lennihan/AP/Ritzau Scanpix

Selskabet Meta, der ejer Facebook, er blevet straffet af EU med en bøde på cirka ni milliarder kroner.

Det oplyser tilsynet Ireland's Data Protection Commission (DPC), som har afgjort sagen, mandag.

Bøden er blevet udstedt, fordi Meta ifølge tilsynet har forbrudt sig mod europæisk lovgivning ved at sende data fra europæiske Facebook-brugere til USA.

DPC, der handler på vegne af EU, har givet selskabet fem måneder til at stoppe distributionen af data.

Ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP har Meta tænkt sig at appellere kendelsen, som det kalder "ubegrundet og unødvendig".

- Vi har til hensigt at appellere kendelsens indhold, herunder bøden, og vil søge om lov til at sætte implementeringsfristen på pause, siger Nick Clegg, der er Metas præsident for globale anliggender, ifølge AFP.

Bøden skulle være den største af sin slags, skriver nyhedsbureauerne.

I 2021 blev Amazon ramt af en bøde på 5,5 milliarder kroner for også at have brudt europæiske dataregler.

Metas overførsel af data på tværs af Atlanten er blevet efterforsket siden 2020. Sideløbende er der blevet efterforsket en række andre datasager.

Tilsynet har fundet, at Meta har undladt at forholde sig til de risici, som overførslerne har indebåret. Risiciene fremgik af en tidligere EU-dom.

Det er ikke første gang, at EU langer bøder over disken til Meta.

Selskabet er tidligere blevet ramt af bøder på flere hundrede millioner euro som følge af brud på datareglerne gennem blandt andet Instagram og WhatsApp.

Siden årsskiftet er Meta nu blevet ramt af tre bøder.

Meta har sit hovedkvarter i Irlands hovedstad, Dublin. Derfor er det DPC's opgave at håndhæve reglerne.

/ritzau/

Sponsoreret indhold