Tech5. maj 2023

Apple tjener kassen: Rekord-salg på iPhone

Techgiganten Apple har haft et salg på mere end 600 milliarder kroner
Aldrig har Apple solgt langt flere iPhones end forventet i det seneste regnskabsår og slå dermed salgsrekord.
Aldrig har Apple solgt langt flere iPhones end forventet i det seneste regnskabsår og slå dermed salgsrekord.
 Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

Et rekordgodt salg af den populære telefon iPhone sender Apple ud af regnskabsårets andet kvartal med et bedre salg, end analytikere havde turdet spå om.

Det viser Apples regnskab.

Techgiganten, som er verdens mest værdifulde selskab, kunne i kvartalet notere sig for salg for 94,9 milliarder dollar. Det svarer til cirka 641 milliarder kroner.

Analytikere havde spået et fald på 4,4 procent i Apples samlede salg, men det formåede selskabet at skære til blot 2,5 procent - ikke mindst fordi det lykkedes selskabet at slinge flere iPhones over disken end forventet.

Salget af iPhones steg med 1,5 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Siden den populære telefons lancering i 2007, er den blevet en større og større del af Apples indtjening, og i det nyligt afsluttede kvartal stod den med 51 milliarder dollar for godt halvdelen af Apples samlede salg.

Faktisk har Apple aldrig solgt så mange iPhones i et regnskabsårs andet kvartal før, fortæller administrerende direktør Tim Cook.

- Vi har sat rekorder for iPhone-bruget i stort set alle geografiske segmenter, og vi har haft stærke salg i fremkommende markeder, særligt i Brasilien, Indien og Mexico, siger direktøren.

Selskabets økonomichef, Luca Maestri, siger desuden, at Apples bruttomargin ligger mellem 44 og 44,5 procent. Det er en smule bedre end de 43,7 procent, som analytikere ifølge markedsdataudbyderen Refinitiv havde anslået.

Hvad er 'bruttomargin'?

Bruttomargin er et tal, som viser, hvor meget af en virksomheds omsætning er tilbage, når man trækker variable omkostninger fra. Variable omkostninger er som regel omkostninger i forbindelse med produktion og salg.

Og aktiemarkedet så da også ud til at tage godt imod, at Apple var en smule mere rentabel end analytikere havde forventet. Selskabets aktie steg med to procent i eftermarkedet.

Forsyningsproblemer ser også ud til at være en saga blot, siger Tim Cook, der i regnskabet noterer sig, at man "ikke havde nogen materialemangel på noget tidspunkt i kvartalet til nogen som helst af produkterne".

Sponsoreret indhold