Streaming26. juli 2022

Vilde med Vingegaard: TV 2 slår DR helt af pinden

Skal man tro seertallene, så kunne danskerne slet ikke få nok af årets Tour de France
Årets Tour de France-vinder blev den danske Jonas Vingegaard.
Årets Tour de France-vinder blev den danske Jonas Vingegaard.
 Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ingen hemmelighed, at den danske Jumbo Visma-rytter, Jonas Vingegaard, løb med sejren og den gule trøje under årets Tour de France.

Vingegaard er dog ikke den eneste, der nu kan fejre en sejr i forbindelse med årets store cykelløb.

De cykelglade danskere har nemlig kastet sig sultent over TV 2's dækning af turen.

Faktisk i så høj en grad, at TV 2, der havde sikret sig rettighederne til at vise det franske cykelløb, dermed dominerer top 20-listen over de mest sete programmer i løbet af den forgangne uge.

Den mest sete udsendelse blev udsendelsen efter søndagens afsluttende etape, hvor intet mindre end 1,156 mio. danskere så med. Det viser seertal fra Nielsen.

Der var også stor interesse efter den 18. etape torsdag, hvor Vingegaard vandt. Her havde 1 mio. danskere tændt for TV 2.

Kun et afsnit af "Badehotellet", "Vi drukner i rod" og "3 x beliggenhed" har formået at snige sig ind på top 20-listen over de mest sete programmer. Alle tre er dog også TV 2-programmer.

Det betyder, at konkurrenten, DR, må se sig helt slået ud af listen for uge 29, hvor ikke et eneste program fra Danmarks Radio figurerer.

Sponsoreret indhold