Streaming1. juni 2023

Vild "Sex and the City"-bombe: Kim Cattrall er tilbage

Skuespillerinden vil på overraskende vis have en rolle i sæson to af "And Just Like That" på trods af hendes fejde med Sarah Jessica Parker
Kim Cattrall skal være med i sæson to af "And Just Like That" trods sin fejde med Sarah Jessica Parker.
Kim Cattrall skal være med i sæson to af "And Just Like That" trods sin fejde med Sarah Jessica Parker.
 Foto: Scanpix Denmark

Hvis du er "Sex and the City"-fan, så er det vist næppe gået din næse forbi, at Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker ikke har det samme venindeforhold i virkeligheden, som deres karakter har haft i den populære serie.

Derfor var det heller ikke den helt store overraskelse, da det kom frem, at førstnævnte ikke skulle være med i den første sæson af efterfølgeren, "And Just Like That".

Nu er der dog landet en reel bombe.

Det viser sig nemlig, at Kim Cattrall - trods fejden med Sarah Jessica Parker - angiveligt har sagt ja til at være med i den kommende sæson to.

Det skriver både Page Six og Variety, som begge har fået bekræftet nyheden af anonyme kilder tæt på optagelserne.

Det originale "Sex and the City-cast, Cynthia Nixon, Kristin Davis, Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker.
Det originale "Sex and the City-cast, Cynthia Nixon, Kristin Davis, Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker.
 Foto: Ritzau Scanpix

Ifølge de amerikanske medier får Kim Cattrall dog ikke det helt store at lave.

Hun skal nemlig efter sigende blot have filmet en enkelt hemmelig scene tilbage i marts, hvor hun slap for at møde nogen som helst af skuespillerne, deriblandt Sarah Jessica Parker.

I scenen vil man nemlig angiveligt blot se hendes karakter, Samantha Jones, tale i telefon med Sarah Jessica Parkers karakter, Carrie Bradshaw.

Ikke desto mindre har Kim Cattralls medvirken været så hemmelig, at holdet bag serien er gået til ekstreme længder for at holde det skjult.

Hun skal således være ankommet til settet i en bil med tonede ruder, ligesom hendes navn ikke har stået på manupskriftet.

I sæson et af serien blev Samantha Jones' forsvinden forklaret med, at hun var flyttet til London i forbindelse med et nyt job efter at være blevet fyret som Carrie Bradshaws PR-ansvarlige.

Det har dog altså længe været en offentlig kendt hemmelighed, at Kim Cattralls rolle blev skrevet ud, fordi hun ikke svinger særlig godt med de andre stjerner - i særdeleshed Sarah Jessica Parker.

Kim Cattrall har tidligere udtalt, at hun følte sig mobbet på settet til "Sex and the City"-serien og -filmene, ligesom hun flere gange har svinet Sarah Jessica Parker til.

I 2017 sagde hun for eksempel til tv-værten Piers Morgan, at Sarah Jessica Parker godt kunne "have været sødere", mens hun året efter kaldte hende "ond" og "hyklerisk" på Instagram.

Sæson to af "And Just Like That" får premiere på HBO den 22. juni.

Sponsoreret indhold