Streaming16. august 2023

Tv-hold havnede selv i ballade i kolonihaven: Kommer der mere?

Kameraholdet endte selv midt i suppedasen, da de optog "Balladen om kolonihaven". Nu svarer tilrettelægger Gitte Sønderby på, om danskerne kan glæde sig til endnu en sæson
Kommer der en sæson to af "Balladen om kolonihaven"? 
Kommer der en sæson to af "Balladen om kolonihaven"?
 Foto: Frederik Tybjerg Martensen/TV 2

Tirsdag aften løb det sidste afsnit af "Balladen om kolonihaven" over skærmen.

Og journalist og tilrettelægger Gitte Sønderby, som står bag den populære tv-serie, er enormt overrasket over, hvor populært programmet er blevet.

Det fortæller hun til TV 2.

Gitte Sønderby arbejder for produktionsselskabet Kompagniet, som har fulgt med i det aalborgensiske kolonikvarter siden 2022.

Og de store uenigheder og stridigheder blandt bestyrelsen og koloniejerne har taget danskerne med storm.

Men til TV 2 fortæller Gitte Sønderby, at produktionsselskabet selv kom i klemme i konflikten.

For da produktionen først bankede på dørene hos koloniejerne, ønskede en stor del ikke at være med i tv-optagelserne.

Den ældre generation nærede nemlig mistanke om, at bestyrelsen havde ansat tv-holdet til at fortælle deres side af sagen.

Men heldigvis lykkedes det alligevel produktionen at sidde på første række, når konflikterne mellem parterne udfoldede sig.

Kommer der mere?

Det helt store spørgsmål er dog, hvorvidt der kommer en sæson to.

Og til det svarer Gitte Sønderby, at produktionen lige nu er i gang med at overveje den mulighed.

- Vi kan godt mærke, at der er rigtig mange, der gerne vil have en sæson to. Og vi sidder da også lige nu og taler om det. Skal vi det? Kan vi det? Er der mere i historien? Så svaret er lige nu, at vi er helt uafklarede på, hvad der sker med det, fortæller hun til TV 2.

Sponsoreret indhold