Streaming21. juni 2022

"Troldspejlet" vender tilbage på skærmen

Der er gode nyheder til de, der er fan af det legendariske DR-program "Troldspejlet"
Jakob Stegelmann
Snart vender den velkendte vært Jakob Stegelmann tilbage på din skærm.
 Foto: DR / Troels Møller

Hvis du har savnet "Troldspejlet" og Jakob Stegelmanns indlevende og karakteristiske fortællemåde, så er der gode nyheder.

Til oktober vender det legendariske DR-program "Troldspejlet" nemlig tilbage på dit TV.

Det bekræfter DR over for SE og HØR.

Den nye omgang af den populære serie vil gå under titlen "Troldspejlet Specials" og vil i alt bestå af ti forskellige programmer, som hver især vil dykke ned i et udvalgt emne indenfor film, bøger, tv-serier og computerspil.

Emner, der i "Troldspejlets" verden, er nogle af livets store spørgsmål som blandt andet:

– Har Super Mario i virkeligheden skumle motiver, er Superman en ny Moses og superheltene vores nye guder, kan Spider-Man overleve pensionsalderen, og er horror i virkeligheden en perfekt form for hygge?

Med andre ord vil programvært Jakob Stegelmann altså vende blikket mod noget, der både optager ham og "Troldspejlets" redaktion.

Og seerne kan godt glæde sig, lyder det fra Anja Hauberg Kaalund, der er redaktør på "Troldspejlet Specials".

– I skal helt sikkert glæde jer til endnu mere Jakob Stegelmann og hans blik på fantasiens verden, siger hun til SE og HØR og fortsætter:

– Vi håber også, at nye og gamle fans vil lære Jakob endnu bedre at kende, fordi vi forsøger i disse programmer at komme et spadestik dybere ned i, hvad Jakob og redaktionen fascineres af og mener om den verden, de har nørdet siden 1989.

"Troldspejlet Specials" kan ses fra oktober på både DR 2 og på DRTV.

"Troldspejlet" løb for første gang over skærmen tilbage i 1989 og er det tredjeældste DR-program.

Sponsoreret indhold