
Tine Gøtzsche er ny tv-vært: Leder deltagerne gennem vilde pengeeksperimenter i "Dobbelt op"

LÆS OGSÅ: Afsløret: Her får sæson to af ”Beier på alpehotellet” premiere
Nyhedsværten Tine Gøtzsche skifter studiet ud med kontanter, idéer og masser af skæve påfund, når hun til september er vært på Kanal 5 og HBO Max’ nye underholdningsprogram "Dobbelt op".
I programmet stiller 12 par af alt fra søskende til kolleger og kærester op i en intens konkurrence, hvor det handler om én ting: at fordoble pengene – igen og igen.
Startskuddet går med 1.000 kroner, der skal forvandles til 2.000. Og sådan fortsætter det, indtil de sidste par står tilbage med opgaven at lave 120.000 kroner om til svimlende 240.000.
De par, der ikke formår at fordoble, ryger ud på stedet.
Til sidst venter der ikke kun æren, men også en kontant præmie: Parret, der har tjent flest penge, kan stikke af med yderligere 100.000 kroner oveni gevinsten.
De 12 par spænder bredt – fra mor og datter i Aarhus, over svogre fra Odense og Esbjerg, til et vennepar fra Nørrebro. Fælles for dem alle er drømmen om at bevise, at de kan tænke hurtigt, handle klogt – og måske også lidt kreativt.
Gøtzsche i front
Det er første gang, vi ser Tine Gøtzsche som vært i et underholdningsprogram, og hun glæder sig til at guide deltagerne igennem både opture og uundgåelige nedture:
- Jeg kan love seerne, at det bliver både sjovt, intenst og fuld af overraskelser, siger hun.
"Dobbelt op" består af 10 afsnit, og der frigives ét afsnit hver uge på både Kanal 5 og HBO Max. Første afsnit får premiere den 18. september.
Se traileren til programmet her:
