Streaming30. marts 2023

Tilde fra "Ups, vi er voksne" får job som model: Der skal være plads til alle

Tilde Bisgaard elsker at optræde og være på, og i aftenens afsnit af "Ups, vi er voksne" får hun en helt speciel oplevelse
Tilde Bisgaard elsker at posere foran kameraet. 
Tilde Bisgaard elsker at posere foran kameraet.
 Foto: TV 2

I aftenens afsnit af dokumentarserien "Ups, vi er voksne" skal Tilde Bisgaard på en spændende opgave.

Hun skal nemlig på et vaskeægte photoshoot hos modebutikken Nystrup & Øskov. Og 28-årige Tilde Bisgaard viser sig at være et rent naturtalent foran kameraet.

Derfor undrer Tildes mor, Susse Bisgaard, sig over, hvorfor modeverdenen ekskluderer folk, som er født anderledes.

- Der har lige været modeuge, og jeg tænker: Hvad er det, der gør, at man ikke bruger nogle af de her unge mennesker med vildt god udstråling? Hvad er det, der gør, at man ikke tænker: Vi skal også have dem med?, siger hun i programmet.

- Hvem af os har ikke lyst til at føles, vi ser godt ud, og at vi passer ind i verdenen? De er også med i vores samfund. De skal også have en plads.

Til SE og HØR fortæller virksomhedsejer Tanja Nystrup, at hun er rigtig glad for at kunne give Tilde en god oplevelse.

- Jeg ved, at det var lidt af en drøm for Tilde, som elsker mode og styling og at optræde, så selvfølgelig skulle hun have den mulighed. Og så var hun jo bare helt fantastisk til det.

Tanja Nystrup er nemlig enig i, at der skal være plads til dem, der ikke er som folk er flest.

- Der skal være plads og rum til alle, og vi vil gerne være med til at vise virkeligheden.

Og lige netop det tema går igen i programmet. Forældrene til de medvirkende kæmper nemlig for en mere synlig plads i samfundet til deres børn.

Derfor er de gået sammen om fonden IBE – Ingen bliver efterladt.

Deres håb er et fælles bosted, hvor de kan være sikre på, at der er nogen til at tage sig af deres børn, når de en dag ikke selv er her længere.

Du kan følge med i livet hos Tilde og de andre beboere på Valbyholm hver torsdag klokken 20:00 på TV 2 eller på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold