Tidligere medarbejdere i det britiske kongehus raser over Meghan og prins Harrys dokumentar
I dag er dagen, hvor første del af dokumentarserien om Sussex-parret, Meghan Markle og prins Harry, lander på streaminggiganten Netflix.
Og mens tusindvis glæder sig til at se projektet, der har været længe undervejs, er det ikke alle, der er lige begejstrede for det royale drama, som dokumentaren har lagt op til.
Nærmere bestemt raser flere af de nuværende og tidligere ansatte i de britiske kongehus allerede nu over serien, som angiveligt vil afsløre, hvad der skete bag lukkede døre i kongehuset.
Det skriver The Times.
Raseriet sker som følge af de to trailere, der er kommet forud for seriens premiere den 8. december.
Heri tyder det nemlig ikke just på, at det britiske kongehus kommer til at blive fremstillet i det mest flatterende lys i og med, at afsnittene blandt andet vil omhandle, hvordan Meghan og prins Harry føler sig behandlet af kongehuset.
Faktisk forlyder det ifølge mediet, at flere tidligere ansatte ligefrem "syder af raseri" over de små dryp af serien, der er lagt ud forud for udgivelsen.
Mediet hævder da også, at en af de tidligere ansatte i kongehuset, som mener at være blevet mobbet af hertuginden, har opfordret kongehuset til at tage stilling og "afvise Meghan og prins Harrys løgne" – trods Harry siger "Ingen kender den fulde sandhed. Vi kender den fulde sandhed" i Netflix-traileren.
Dokumentarserien frigives i to dele med tre afsnit ad gangen.
De tre første afsnit af dokumentarserien lander i dag, mens de sidste tre afsnit lander den 15. december.
"Harry & Meghan" kan streames på Netflix.
Se traileren til dokumentarserien øverst i artiklen.