
Svends babydrøm går endelig i opfyldelse: - Jeg havde afskrevet det

LÆS OGSÅ: Kendt fra TV 2 - ramt af kræft igen
Du skal være far!
Det kom som lidt af et chok for både Svend Hansen, 47, – tidligere dobbelt deltager i ”Landmand søger kærlighed” – og hans kæreste Anja Dahl, 34.
Bare få måneder efter de blev kærester i december sidste år, tog Anja en graviditetstest, og den var – til parrets forbavselse – bragende positiv.
- Det var så ikke lige planen. Det var en overraskelse, men den er velkommen. Vi havde da heldigvis nået at snakke om det at få børn, og vi ville begge to godt.
- Så vi er fuldstændig klar på den del, siger de kommende forældre fra gården i vestjyske Bækmarksbro, hvor SE og HØR er på besøg.
Her er Anja denne sommer flyttet ind hos Svend, og nu går de tålmodigt og venter på familieforøgelsen.
Kæresterne har valgt ikke at kende kønnet, og terminsdatoen er også en hemmelighed.
Men det er heldigvis, efter høsten er kommet i hus dette efterår, afslører Anja, som var sygemeldt i halvanden måned i begyndelsen af graviditeten på grund af kvalme, lavt blodtryk og svimmelhed.

Da Svend første gang i 2020 tonede frem på skærmen i ”Landmand søger kærlighed” fandt han tosomheden med Maryna, som han var sammen med knap et år, inden de gik fra hinanden. Og allerede dengang kiggede Anja opmærksomt med fra sofaen.
- Da jeg så Svend, kan jeg huske, at jeg siger til min mor, at nu er der da for en gang skyld en med i programmet, som faktisk er sød.
- Så jeg skrev og ønskede ham tillykke med kærligheden, og ja, hvis det ikke gik, så var han da velkommen til at skrive, forklarer højgravide Anja.

I 2024 var Svend så atter på damejagt i samme program, men igen udeblev den helt store kærlighed, og så gik det stærkt, da Svend inviterede på æbleskiver.
Nu skal parret altså være forældre, og det var også ved at være sidste chance, erkender 47-årige Svend.
- Jeg havde egentlig afskrevet det at blive far. Det kommer ikke til at ske, tænkte jeg. Jeg kunne jo godt se, at dagene gik og den rette skulle jo findes, og jo længere tid der går, jo mindre bliver chancen.
- Og hvis jeg nu havde fundet en jævnaldrende, så var det løb jo allerede kørt. At det så sker alligevel, det er jo skønt, jubler Svend, som dog ikke er helt klar til at snakke om et andet af livets højdepunkter – nemlig at blive gift.
- Det kommer, når det kommer.
- Det kommer an på, om jeg får ondt i knæene, ellers sker der ikke noget, forklarer bonden med et grin.

Overraskede Lene Beier
Før bleskift og babygylp rejste Svend og Anja denne sommer til Østrig på ferie, hvor en vis Lene Beier som bekendt har åbnet et alpehotel i den flotte natur.
Derfor kiggede parret naturligvis forbi den tidligere ”Landmand søger kærlighed”-vært, som hele to gange har forsøgt at afsætte den jyske landmand.
Under Anjas navn bestilte de aftensmad i restauranten og troppede som en overraskelse op i alpebyen.
- Lene blev rigtig glad på vores vegne, så det var en rigtig god overraskelse til hende.
- Og hun fik selvfølgelig at vide, at Anja er gravid allerede der i slutningen af maj, så hun har holdt tand for tunge med vores lille hemmelighed lige siden, forklarer de kommende forældre

