“Stor mand” på TV 2: Danske Stefan vejede over 300 kilo

Mere end 900.000 danskere kæmper med svær overvægt, og en af dem er Stefan Awesome Jepsen.
Den 32-årige sønderjyde er lænket til sengen det meste af dagen, og der er efterhånden ikke mange ting, han selv kan, i takt med at vægten har sneget sig op på mere end 300 kilo.
Han får hjælp af hjemmeplejen og sygeplejersker, og når de ikke er der, ringer han til naboen Käte, der kommer og hjælper med at sætte en kande kaffe over, deler en pakke flødeboller eller hjemmetræner.

I en ny dokumentarserie fra TV 2 har et kamera fulgt Stefan i et år, mens hans kæmper for at tabe sig, så han kan blive indstillet til en fedmeoperation. Men det er som om, at hver gang han smider nogle kilo, ender ham med efterfølgende at tage endnu flere på.
Overvægten er nået til et punkt, hvor han bliver udmattet efter en tur på toilettet, fordi kampen om at få sine boxershorts af er så hård, når han prøver at tygge tyggegummi, får han sidestik, og han tør ikke gå ud af sengen uden sine støttestrømper på i frygt for at få blodpropper.
I serien vil Stefan gerne frem til, hvorfor det er gået så galt. I serien fortæller han selv, hvordan en knust kokkedrøm skubbede madvanerne i den forkerte retning til at starte med.

Han købte en computer og blev årets kunde hos Just Eat, og mens han sad der i to år, nåede han at tage 200 kilo på.
– Det startede med 1,5 liter sukkercola, mens jeg røg de to første cigaretter. Så tog jeg en ny cola og spiste et helt toastbrød, to pakker pålæg og en tube remulade, fortæller han og fortsætter:
– Så var det bare snolder, smøger og cola i løbet af dagen, og omkring klokken 16 kom det første junkfood til døren. En Familiepizza og pomfritter og lidt over midnat kom samme menu. Jeg drak jo nok mellem 10 og 12 liter cola med sukker hver dag.

Men da han bestiller indsigt i sin egen sag ved Rødekro kommune, begynder han at forstå noget mere om, hvorfor han er blevet så stor, som han er, hvorfor blev han kriminel, og hvorfor var han på tidspunkter hjemløs.
Du kan se første afsnit af serien “Stor mand” om Stefan nu på Tv2 Play eller klokken 20 på TV 2.