Sidney Lees store nedtur: Tilbuddene stoppede efter “Divaer i junglen”

I nærmest et årti var Sidney Lee en fast del af den danske sendeflade. Du kunne næsten ikke se et underholdningsprogram, uden danskeren med den amerikanske accent var en del af programmet.
Mere end 50 forskellige programmer havde Sidney Lee med som entertainer, efter han første gang blev kendt i DR 2-programmet “Blod, sved & springskaller”.
I den nye TV 2 Echo-dokumentar “Sidney” fortæller både hans mor og venner, at han levede for den opmærksomhed, han fik, når han var et kendt ansigt.
Men på et tidspunkt gik “Singleliv”-stjernens tv-karriere ned ad bakke, da han efter ikke meget mere end fem minutter i junglen trak sig fra programmet “Divaer i junglen”.
Hans undskyldning lød, at han ikke ville på “Blondinernes hold”, da han altid havde set sig som en brunette.

Barndomsveninden Maya forklarer, at det nok i virkeligheden var en dårlig undskyldning for at slippe ud af junglen, da han ikke var typen, der kunne lide at få de svære og hårde udfordringer, ligesom man ser i de to første afsnit af dokumentaren, hvordan han flere gange måtte trække sig, når det blev for meget.
– Han ville gerne eksponeres, men der satte han grænsen, fordi det var ubekvemt. Der kommer vi til det igen med at når der er noget, Sidney ikke vil, så gør han det bare ikke, fortæller hun.
Men hans exit i "Divaer i junglen" fik store konsekvenser for den garvede reality-veteran. For med sin pludselige hjemtur var der ikke mange produktionsselskaber, der ville arbejde med ham.
– Der fik han et ry som en man ikke kunne regne med, hvis man arbejdede sammen med og på den konto fik færre job på fjernsyn, fortæller ekskæresten Mary-Ann.

Det var starten på Sidneys store nedtur.
I stedet for at fortsætte som den store tv-personlighed startede et nyt kapitel, hvor han så brugte sin energi på at spille og gå i byen og festede konstant.
Sidney Lee døde 16. maj 2022 som følge af en slem lungebetændelse.