Streaming6. juli 2022

Seerne raser over "Love Island": Har modtaget 781 klager på få uger

Tv-seere har stormet "Love Island" med klager om store aldersforskelle, særbehandling og bekymring for deltagernes mentale helbred
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for den seneste sæson af realitydramaet "Love Island".
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for den seneste sæson af realitydramaet "Love Island".
 Foto: ITV

Bølgerne kan som bekendt gå højt i realityverdenen, og den britiske udgave af "Love Island" er ingen undtagelse.

Denne gang er det dog ikke drama blandt deltagerne, der skaber overskrifter, men i stedet seernes reaktioner på den seneste sæson.

Den engelske version af "Love Island" har nemlig fået stakkevis af klager ind ad døren, siden sæsonpremieren i begyndelsen af juni. Det skriver Variety.

- Indtil videre har vi modtaget i alt 781 klager vedrørende den seneste sæson af "Love Island", lyder det fra en talsperson fra Ofcom.

Den 19-årige realitydeltager Gemma Owen har ifølge "Love Island"-seerne fået lidt for meget skærmtid. 
Den 19-årige realitydeltager Gemma Owen har ifølge "Love Island"-seerne fået lidt for meget skærmtid.
 Foto: ITV

Seerne har især givet udtryk for deres utilfredshed vedrørende mobning i programmet, ligesom mange seere også er bekymret for deltagernes velvære og mentale sundhed.

Den 19-årige realitydiva Gemma Owen, som er datter af den forhenværende fodboldstjerne Mihcael Owen, har blandt andet fået seere til at miste mælet, efter hun valgte at danne par med deltageren Davide Sanclimenti, der er otte år ældre.

- Ewwww, undskyld mig, men hvorfor har Davide som 27-årig lyst til at danne par med en 19-årig?, skriver en forarget seer på Twitter.

- 19 og 27 er en vanvittig aldersforskel... Gemmas alder betyder, at jeg ikke kan se hende med nogen af de andre. Det føles bare forkert, skriver en anden Twitter-bruger.

Det hjalp bestemt ikke, at Davide i et afsnit kunne meddele seerne, at han foretrækker at date "yngre piger", hvilket også skabte røre på Twitter.

Andre seere er sure over, at nogle "Love Island"-deltagere tilsyneladende får langt mere skærmtid end andre, ligesom stor aldersforskel blandt deltagerne også har skabt røre.

Her er det igen Gemma Owen, der løber med størstedelen af klagerne. Seere mener nemlig, at hun fremhæves, netop fordi hun er datter af den engelske fodboldstjerne.

Det har ledt fans til at omdøbe "Love Island"-sæsonen til "The Gemma Show" på Twitter.

Det er langt fra første gang, at "Love Island" løber med skandaleoverskrifterne.

I løbet af de seneste år har to tidligere deltagere taget deres eget liv, ligesom Caroline Flack, der var vært på programmet i fem sæsoner, også tog sit eget liv.

En talsperson for ITV, som producerer "Love Island", udtaler til Variety, at alle deltagerne i forbindelse med årets sæson har adgang til psykologhjælp.

Den danske og norske version af "Love Island" kan streames på Viaplay.

Sponsoreret indhold