
Se fotoet: Her bliver lille Archie sammenlignet med en abe
Endelig er anden del af Netflix-hittet ”Meghan og Harry” frigivet, og hertugparret fortsætter i den grad med at sætte ord på den vanskelige tid, hvor de fortsat var fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
Der er ingen tvivl om, at den britiske tabloidpresse ville gøre alt for at få de bedste billeder og vildeste historier om parret. Og mens det hele blev mere end almindeligt uudholdeligt for Meghan Markle - særligt efterderes storslåede bryllup i 2018, hvor hun således overvejede at tage sit eget liv - blev situationen ikke ligefrem bedre, da parrets lille søn Archie meldte sin ankomst i maj året efter.
I den britiske kongefamilie er der nemlig tradition for, at de nyeste medlemmer af den royale familie vises frem for offentligheden. Men sådan ønskede hverken Harry eller Meghan det:
- Det var, som om ”det er ikke jeres barn, det er institutionens barn”. Hun sagde: ”Nej, det er min baby”, forklarer Meghan Markles mor, Doria Ragland, om sin datters reaktion på offentlighedens pres.

Et par dage efter fødslen af sønnen Archie stillede Harry og Meghan op til et ganske kort interview foran den fremmødte presse. Men ingen var tilfredse med, at de ikke for alvor fik den lille at se:
"Hør, vi betaler for dem. Vi burde se babyen", var holdningen angiveligt rundt om i landet, mens kritikken af parrets brud på normerne haglede ned over dem.
- Den mængde hårde ord vi fik, især dig, men os begge, for ikke at ville servere vores barn på et sølvfad, var helt utrolig, forklarer Harry til sin hustru Meghan om dagene efter fødslen af deres søn.
- Archie er lige blevet født. Medierne, de sociale medier lever deres eget liv. Nogen i medierne lagde et billede op af et par med en chimpanse, og i toppen stod der ”Royal baby forlader hospitalet”, forklarer Harry videre og refererer således til det foto, som journalist Danny Baker efterfølgende delte på de sociale medier.

Men hverken pressen eller befolkningen fik, hvad de ønskede sig, og hertugparret koncentrerede sig efterfølgende om at være forældre for deres lille nye vidunder, mens de forsøgte at passe deres royale pligter.
Du kan se alle seks episoder af ”Harry og Meghan” på Netflix allerede nu.
